23948sdkhjf

Nye øjne på dødsulykke på vestjysk plastfabrik

I december 2020 kostede en fatal ulykke med en fræserobot en medarbejder livet hos virksomheden Stoko Plast i Lem.

Efterfølgende har Arbejdstilsynet undersøgt ulykkesstedet, og sammen med Stoko Plast og leverandøren af robotten, Smed Automation, har man konkluderet, at ulykken formentlig skyldes en periodisk fejl i en sikkerhedskontakt. Arbejdstilsynet har dog endnu ikke afgjort, hvilke konsekvenser ulykken skal have for Stoko Plast. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Nu er også Sikkerhedsstyrelsen blevet inddraget i sagen. Det viser sig nemlig, at robotten ikke har haft den lovpligtige CE-mærkning.

- Vi er ved at undersøge, hvem der har fabrikantansvaret for robotten, og det kan vi endnu ikke sige noget om. Parterne skal have mulighed for at komme med deres bemærkninger. Vi skal have dokumentation for, at maskinen var konstrueret, så den kunne anvendes forsvarligt. Vi skal se, om maskinens sikkerhedsforanstaltninger opfylder reglerne, siger chefkonsulent hos Sikkerhedsstyrelsen, Anders Mortensen, til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Robotten, der er af fabrikatet ABB, har Smed Automation fået fra et konkursbo og videresolgt sammen med en anden ABB-robot til Stoko Plast. Også Danrobotics har været inde over installationsprocessen.

Den manglende CE-mærkning kan ende med en bødestraf.

Originalartikel: https://dbrs.dk/artikel/22-%C3%A5rig-blev-dr%C3%A6bt-af-robot-nu-bliver-d%C3%B8dsulykken-p%C3%A5-stoko-plast-unders%C3%B8gt-af-nye-folk

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093