23948sdkhjf

Den grønne bevidsthed sniger sig ind i en verden af 3D-blæk

Den er alle vegne, den grønne omstilling. Og nu lader det til, at bevidstheden også har ramt dem, der bruger 3D-print i enten produktion eller på hobbyniveau.

Det fortæller Emil Sahlin, der er grundlægger af og CEO i virksomheden 3D Eksperten, der producerer og sælger 3D-filamenter til professionelle og amatører.

- I starten solgte vi ABS og andre oliebaserede plasttyper til print. I dag er vi gået over til PLA, som er baseret på organisk materiale. Vi oplever, at folk efterspørger de grønne løsninger, hvis materialet vel at mærke kan holde diameteren og kvaliteten, siger Emil Sahlin.

Han fortæller, at han også har skruet på nogle andre knapper i bæredygtighedens navn.

- Vi har skiftet selve spolerne fra at være lavet af ABS til nu at være fremstillet af pap. Alene i år har vi sparet 30.000 kg ABS alene på det. Det er lidt vildt, at vi som lille virksomhed med 5-6 mand kan gøre den forskel, siger han og fortsætter:

- Man skal ikke køre plast ud i verden for sjov. Man skal gøre noget, hvis man overhovedet har muligheden, siger han.

Det handler om diameter

Og man skal ikke skrabe ret meget i emnet "3D-print," før netop begreberne "kvalitet" og "diameter" bliver nævnt. Diameteren siger nemlig noget om, hvor kontinuerligt materialet kommer ud af 3D-printerens dyse og dermed, hvor god kvaliteten bliver i det færdige produkt.

Emil Sahlins materialer kan holde en diameter med en usikkerhed på 0,02 millimeter, hvor branchen typisk tåler en usikkerhed på 0,05 millimeter, fortæller han.

- Det kommer selvfølgelig meget an på, hvad den pågældende kunde producerer. Nogle er enormt optagede af diameteren, fordi produktet er komplekst eller skal bruges i en sammenhæng, hvor nøjagtighed er altafgørende. Andre er mere optagede af bæredygtighedstanken og kan godt tåle, at produktet i sidste ende ikke er helt perfekt, siger Emil Sahlin.

Han fortsætter:

- Vi har valgt PLA, fordi det har en sikkerhed og en kvalitet, der holder, samtidig med, at bæredygtigheden er tænkt ind. Desuden kan PLA forstærkes med enten kul- eller glasfiber, hvis kunden har brug for det, og derfor rammer det materiale ret bredt i kundekredsen, siger han.

Dong blev startskuddet

Emil Sahlin stiftede 3D Eksperten i 2012 og har i dag en håndfuld ansatte på hovedkontoret i Nørresundby samt en sælger i København.

-Jeg stiftede virksomheden, fordi jeg så et behov for at få nogle ordentlige 3D-materialer ud til folk. Min første kunde var Dong, det der i dag er Ørsted. De fik tidligere materialer, der både var dyre og dårlige, og så undersøgte jeg mulighederne og købte en masse materialer hjem og fandt ud af, hvad jeg selv synes var godt. Det jeg solgte, var det jeg valgte at arbejde videre med. Det blev startskuddet, siger Emil Sahlin.

Udover aktiviteterne i Nordjylland og hovedstaden har Emil Sahlin to ansatte i Kina, hvor 3D Eksperten har lejet sig i nogle produktionsfaciliteter.

- Vi har en aftale med en importør i USA og får sendt materialerne til Kina, hvor de bliver fremstillet og sat på spoler. I starten havde vi produktion i Polen, men vi kunne godt se, at de ikke kunne holde kvaliteten, og det ville i sidste ende gå ud over vores ry og rygte i branchen. Nu er vi i Kina, fordi de holder kvaliteten, men på sigt vil vi nok gerne have produktionen til Europa, siger Emil Sahlin.

Europa rykker

Han fortæller, at europæiske fabrikker for alvor er begyndt at tjekke ind på markedet for 3D-materialer, og det betyder, at produktion i Europa måske er inden for rækkevidde.

- Fordelen ved at være i Europa er, at man kan køre ned til produktionen, hvis man har brug for at se til den. Nu er der teknologisk og materialemæssigt begyndt at ske ting i Europa, som Kina ikke kan endnu. Så det holder vi øje med, siger han.

Og placeringen tættere på tapper også ind i den grønne tankegang.

- Der ligger noget bæredygtighed i at holde produktionen tæt på ens markeder. Men lige nu er det kvaliteten der gør, at produktionen bliver i Kina, siger Emil Sahlin.

Læs videre på side 34

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11