23948sdkhjf

Fokus på engangsudstyr under corona løfter Ambus salg

Udbruddet af coronavirus har været med til at løfte salget hos den danske koncern Ambu, der producerer engangsudstyr til hospitaler. Selskabet har i regnskabsåret, der løb til udgangen af september, solgt for 3,6 milliarder kroner. Det er 26 procent mere end året før.

Det viser Ambus regnskab for perioden, der er offentliggjort onsdag morgen.

Coronaudbruddet har påvirket Ambus forretning forskelligt. Salget af bronkoskoper - lungekikkerter - og apparater til kunstigt åndedræt er gået frem. Virusudbruddet har øget bevidstheden om mulige problemer med forurening ved kikkertundersøgelser, når der ikke bruges engangsprodukter. Derfor ventes et større fokus på det fremover, skriver selskabet i regnskabet.

Omvendt er salget af produkter, der bruges på hospitaler til patientundersøgelser - herunder elektroder og sensorer - gået tilbage. Alt i alt er effekten dog positiv, skriver Ambu i regnskabet.

- Effekten på omsætningen fra covid-19 har været signifikant, men forskellig i hver region, lyder det i regnskabet.

For eksempel er der i Europa eksplicit blevet opfordret til brugen af engangsbronkoskoper. I USA var tilgangen dog anderledes.

I regnskabet løfter Ambu også sløret for sine forventninger til næste regnskabsår. Her forventes salget at øges yderligere. Ambu spår, at omsætningen vil vokse 17-20 procent uden opkøb.

Ambu har omtrent 3600 ansatte på verdensplan. Koncernen er noteret på fondsbørsen i København.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.08