AVL lægger tocifret millionbeløb i ny produktionslinje
Først byggede de ”Georg”, maskinen der bearbejder husstandssorteret affald til genanvendelse, og nu er en ny og større model inklusive produktionslinje på vej til fabrikken i Mariager.
Det fortæller Gitte Buk Larsen, der er chef for marketing og udvikling samt bestyrelsesformand for genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager.
- Vi har investeret 10 millioner i at lave en ny og større version af Georg. Den nuværende model kører 450 kg affald i timen, den nye skal kunne mere og bearbejde større mængder, siger Gitte Buk Larsen.
Investeringen blev godkendt af bestyrelsen tilbage i september, men det det var ikke meningen, at arbejdet med at lave den nye version af Georg skulle være begyndt endnu.
Men så kom corona og gav tid og plads.
- Der er nogle ting, der er gået i stå på grund af corona, fordi vi bliver mødt af lukkede virksomheder andre steder. Vi har så i stedet rykket på nogle af udviklingsprojekter, vi har siddet med og alligevel skulle i gang med senere. Vi har sat os for at sætte gang i projekterne nu og så nå så langt, som vi kan, siger Gitte Buk Larsen.
Nyt forretningssegment
Bearbejdning af husholdningsplast er stadig et nyt forretningssegment for os i Aage Vestergaard Larsen A/S, fortæller Franz Cuculiza, adm. direktør i Aage Vestergaard, der ellers siden grundlæggelsen i 1972 har dedikeret kræfterne til omdannelse af industriens plastaffald til granulat.
Men i 2020 blev der vendt op og ned på det dogme, da virksomheden introducerede maskinen Georg – i øvrigt opkaldt efter Georg Gearløs - og gik ind på markedet for husstandssorteret affaldsplast.
Den større og opgraderede version af Georg skal efter planen stå færdig før sommerferien 2021 og markerer dermed, at virksomheden er klar til at tage endnu en tørn med plastens fra landets husstande. Corona-krise eller ej.
- Udfordringen med plasthåndtering og genanvendelse af det husstandssorterede plast er kommet for at blive, og vi kan ikke sætte os sig ned og vente på, at Corona går over, eller at en anden virksomhed knækker koden til, hvordan vi løser den udfordring. Vi skal som virksomhed hele tiden være i bevægelse mod de mål og ønsker, som vores kunder og samfundet sætter rammerne for, fortæller Franz Cuculiza