23948sdkhjf

De laver tovværk af verdens stærkeste fiber

Det er moderne, stærke, højteknologiske polyethylen-fibre, der bruges. Men det er et ældgammelt håndværk, der praktiseres på Dynamica Ropes’ fabrik ved Fredericia med 21 ansatte.

En af de ansatte er Nina Hansen. Med hurtige sikre bevægelser er hun i gang med at sætte 26 store nøgler af basisgarn op i en maskine. Maskinen tvinder basisgarnet sammen til en kordel, også kaldet en strand.

Læs også: 200 ton nacelle løftet på plads i en plastfiber sling


I en efterfølgende maskine bliver kordellerne flettet sammen til tovværk. Dynamica Ropes bruger 12 kordeller til at flette et tov.

Det er alt sammen metoder, som er brugt i århundreder i produktion af tovværk. I dag er der bare maskiner til de tunge processer.

Men der er stadig mange dele af arbejdet, som foregår manuelt. Det gælder for eksempel processen med at splejse tov. Det laves stadig i hånden.

Tovværket fra Dynamica Ropes brugt til højteknologiske anvendelser som at trække svævefly hen over himlen og til at løfte verdens tungeste vindmøllenaceller på 750 tons.

Læs også: Virksomhed får en halv million til at teste tovværk af plastfiber

Tunge løft

Til begge anvendelser kommer fordelene ved tovene fra Dynamica Ropes til sin ret: Tovene vejer kun en syvendedel af de stålwirer, som de oftest erstatter. Det gør det meget lettere at håndtere tovene end tidligere.

- Den lavere vægt er virkelig noget, der betyder noget i sammenhængen, siger adm. direktør Jørgen Sørensen, Dynamica Ropes.

Vindmølleindustrien er en stor kunde hos Dynamica Ropes. Med de meget tunge emner, som skal løftes, kan det nogle gange være en udfordring i sig selv at løfte stålwirerne.

- Nogle gange skal der en selvstændig kran til at løfte stålwiren. Der har vores tov en stor fordel, fordi de er syv gange lettere, siger Jørgen Sørensen.

Verdens stærkeste fiber

Han startede firmaet i 1995, først som en handelsvirksomhed, og siden 2004 som en virksomhed med egen produktion af tovværk og siden også af slings. Firmaet anvender nogle særlige polyethylen-fibre med ultra-høj molekylær vægt fra den hollandske virksomhed DSM. Fibrene har gennemgået en særlig proces, som gør dem ekstrem stærke. Produktet kaldes Dyneema. DSM hævder slet og ret, at det er verdens stærkeste fiber.

- I starten lavede vi tov i kilometervis. Nu laver vi mange flere færdige produkter, fortæller Jørgen Sørensen.

Dynamica fremstiller for eksempel "slings", altså reb med en løkke i hver ende, som bruges til tunge løft, eller eksempelvis som trodser til at tøjre skibe.

I et andet hjørne af fabrikshallen er Ida Jørgensen i gang med at sy et beskyttende lag uden på sådan en "sling". Det skal beskytte tovet mod slid fra krogen.

Ud over fabrikken ved Fredericia har Dynamica Ropes også en fabrik i Litauen, som hovedsageligt producerer fiskenet.

Lang vej til færdigt tov.

  • Der er mange trin fra den tynde fiber og frem til et færdigt tov hos Dynamica Ropes.
  • Det starter med helt tynde enkeltfibre, som bliver tvundet til basisgarn, som igen bliver tvundet til kordeller, også kaldet strand.
  • Kordellerne bliver flettet til et tov i en flettemaskine. Antallet af kordeller er altid 12. Det er det, man i daglig tale kalder 12-flet.
  • Når tovet er flettet, gennemgår det en vandbaseret imprægnering, som skal beskytte tovværket og lukke fibrene.
    Derefter trækkes tovet gennem en højfrekvensovn, hvor det bliver tørret ud.
  • Efterfølgende går det gennem et tørre-stræk-anlæg, hvor tovet bliver yderligere strakt ud.
  • Strækket sikrer, at tovet har sin færdige længde. Hvis Dynamica Ropes ikke foretog et stræk af tovet, så ville tovet strække sig første gang, det kom i brug.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078