23948sdkhjf

Rørgigant udfordrer europæisk standard i nyt 30 km-projekt

I en ny serie fjernvarmerør består kappen af 100 pct. genanvendt plast. Kodeordet er sortering, test og en fuldstændig oplyst kunde, lyder det fra LOGSTOR.

LOGSTOR har med fortsæt lagt sig ud med en europæisk standard ved at anvende genanvendt plast i den grønne sags tjeneste.

Virksomheden, der har base i Løgstør, skal fra nu af og over en periode på to år levere i alt 30 kilometer fjernvarmerør, de såkaldte twinpipes, hvor den yderste kappe består af genanvendt plast.

- Genanvendelsesgraden bliver så høj, som den kan blive. 100 procent, lyder det fra Peter Jorsal, der er Product & Academy manager hos LOGSTOR.

Projektet kræver selvsagt sourcing af en stor volumen genanvendt materiale. Og derfor har LOGSTOR måttet gå på kompromis med standarderne for, hvad der går under betegnelsen ”genanvendt” i regi af de europæiske standarder.

- Standarden siger, at man kun må genanvende sit eget plastaffald fra produktionen og så oparbejde det til nye produkter. Det har man gjort for at sikre, at den genanvendte plast har samme kvalitet som det nye, man bruger i produktet, siger Peter Jorsal.

Han fortsætter:

- Den hensigt er naturligvis fin. Men vi vil gerne udfordre det og bruge plast, der kommer andre steder fra, og som selvfølgelig stadig har den kvalitet, som opfylder alle øvrige krav i standarderne, siger Peter Jorsal.

Finde den rette plast

Til projektet har LOGSTOR skulle finde 100 ton genanvendt plast i en passende kvalitet, der opfylder alle de krav, der er til fjernvarmerør. Og det har været en udfordring.

- Vi har skulle i dialog med flere forskellige leverandører, og der er det ekstra vigtigt, at vi er helt skarpe på den kvalitet, vi har brug for, siger han og fortsætter:

- Det er dét, det drejer sig om; at finde den kvalitet, der er nødvendig. Man kan ikke bruge hvad som helst til hvilket som helst projekt. Her taler vi rør, der skal ligge mange årtier i jorden, så det er klart, at vi er optagede af at finde en kvalitet, der kan holde til det, siger Peter Jorsal.

Og nøglen til de gode materialer ligger i ordentlig behandling og sortering af materialerne, mener han.

- Hvis vi som samfund skal have flere produkter af genanvendt plast, handler det om at have en god sortering, så man kan sikre en ensartet kvalitet hver gang, det recirkuleres, siger han.

Omfattende testprogram

Leverandøren af de mange tons materiale blev holdt i lokalområdet i form af genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, der kunne levere en kvalitet, der kunne stå distancen.

Men én ting er at finde en kvalitet på en råvare, der holder. Noget andet er selv at stå på mål for kvaliteten, og derfor har LOGSTOR selv indført et omfattende testprogram af den genanvendte plast, de anvender i på fabrikken i Løgstør.

- Vi kører både interne og eksterne test på plastens funktion og levetid. Ny plast bliver testet for det samme, og så har vi udvidet de test på det genanvendte materiale og sørget for at få det hele dokumenteret og beskrevet. Vi tester også de batches, vi får ind. Vi skal være helt sikre på kvaliteten, siger Peter Jorsal.

Det er nemlig helt essentielt at kunderne ved, hvad de får, når de går med i et projekt af denne kaliber.

- I dette tilfælde er Aalborg Forsyning kunde, og de skal kunne vide sig sikre på, at de rør, der lægges i jorden, kan holde til opgaven. Kunden er nødt til at gå ind i sådan et projekt med fuldstændig åbne øjne, når der afviges fra standarden, siger Peter Jorsal.

Projektet foregår i de nordjyske byer Storvorde og Sejlflod, hvor de 30 kilometer twinpipes over de næste par år skal i jorden, så områdets borgere kan blive koblet borgerne på fjernvarmenettet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095