23948sdkhjf

Rift om råvarer i corona-tid

Råvarehandlen ligger ikke stille, og nogle virksomheder oplever ligefrem hamstring. Fremtidens råvarehandel afhænger af åbning af Indien og Kina

Nogen plastproducenter har rigtig travlt på grund af den verdensomspændende viruskrise - andre har måttet skære voldsomt tilbage og endog måtte fyre.

Men der hvor det hele starter - hos de danske råvareforhandlere - mærker man generel travlhed. Ja, ligefrem hamstring hos virksomheder, der frygter at stå uden råvarer til fremtidig produktion.

De virksomheder, Magasinet Plast har talt med, siger samstemmende, at der i det mindste er "en stor interesse omkring mulighederne for fortsat levering." Enkelte virksomheder vil ikke stå frem med navn, men siger, at de har travlt, men ikke ligefrem oplever hamstring.

Meget travlt
Hos Grolman Group i Lystrup ved Aarhus oplever man samme aktivitet som normalt.

- Vi har meget travlt. Vi er ikke gået ned i kadence og oplever derimod øget aktivitet hos vores kunder. Det er, som det plejer at være: Travlt, siger salgsdirektør Lars Torp, der blandt andet leverer additiver og fyldstoffer til masterbatchproducenter i Norden og Baltikum, primært Danmark og Sverige.

Eneste store issue er den totale nedlukning af Indien, som i følge Lars Torp vil skabe en del leveringsproblemer i den kommende tid.

- Indien lukkede totalt ned i tre uger fra 27. marts, og da alle pigmenter kommer fra Indien, har vi et kæmpe problem her. Men der er ikke så meget at gøre. Vores kunder tager det stille og roligt indtil videre, siger Lars Torp og peger på, at der går en rum tid, før pigmenterne lander på dansk jord. Det kan give problemer for producenter, der skal bruge en specifik farve til et specifikt produkt.

- Først skal industrien i Indien have styr på deres produktion igen. Der går nok nogle uger. Dernæst er der kø til havne og skibe for at shippe varer afsted. Og da det tager seks uger at sejle en container fra Indien til Danmark, kan vi ikke regne med at se varer, før starten af sommerferien, siger salgsdirektøren.

Travlt første kvartal
Lars Kaufmann fra Plastcom siger, at Q1 har været "et helt fint kvartal for os råvareleverandører generelt."

- Coronakrisen har været relativ nådig overfor vores branche indtil videre, og vi fik reelt set et væsentligt bedre kvartal Q1 2020 end Q1 2019. Der har været store bekymringer undervejs - især har mange kunder i starten bedt om udtalelser fra vores producenter, om der var udsigter til produktions/leveringsproblemer i forbindelse med Covid19. Det har vi brugt en del energi på at kommunikere - både frem og tilbage, men faktum har hele tiden været, at alle vores leverandører har produceret stort set som normalt - også vores leverandører fra Italien og Frankrig, siger Lars Kaufmann.

De gode takter skyldes formentlig, at plastråvareproduktion generelt set har været fritaget for de hårde nedlukninger af produktion som eller var gældende i f.eks. Norditalien.

- Som jeg har fået det oplyst, skyldes det, at plastråvarer indgår i samfundsmæssig vigtige produkter, siger Lars Kaufmann.

Plastcom har på kundesiden også oplevet et fint aftag og relativt højt aktivitetsniveau.

- Marts, som vi troede ville blive meget stille periode, viste sig at blive hektisk og enkelte af vores leverandører blev så belastede, at leveringstider blev fordoblet på grund af ekstraordinære ordretilgange. Det var primært produkter som masterbatch, compounds og lignende, som blev hårdest ramt.

- Min vurdering er, at vores kunder ville sikre sig disse specialities, da de oftest bliver produceret på mindre produktionsanlæg med større sårbarhed overfor nedlukning på grund af smitte blandt operatører, siger Kaufmann.

Han fortæller, at man ikke har oplevet den samme form for "hamstring" på bulk-polymerer.

- Her har kunderne helt sikkert følt sig mere sikre på forsyninger - samtidig med at de måske ikke har villet sætte for meget likviditet i de større poster. I tillæg på dette har den kraftigt faldende oliepris også været en faktor, som der er blevet skelet til - med forventninger om faldende priser på standardplast til følge, siger Lars Kaufmann, der "spændt venter på, hvordan det vil fortsætte".

- Vi hører nu fra flere kunder at deres pipeline er fyldt op, og de begynder at udskyde ordrer og er mere tilbageholdende - en reaktion vi havde forventet tidligere, men nu ser det ud til også at nå os råvareleverandører. Når det er sagt, ser vi stadig en branche, som fungerer og som holder sig "flydende" - hos nogle mere end hos andre, siger han.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266