23948sdkhjf

Firmaer slås med at hale penge ud af det offentlige

Coronakrisen spidser til for de virksomheder, der sælger til offentlige institutioner.

37 procent af dem oplever, at de har ubetalte tilgodehavender hos offentlige kunder.

Det viser en medlemsundersøgelse, som Dansk Erhverv har lavet i midten af april. Det skriver Børsen mandag.

19. marts indgik Folketingets partier en coronaredningspakke, hvor det lød, at offentlige institutioner skulle afregne deres regninger fra private virksomheder hurtigst muligt for at sikre, at trængte virksomheder ikke kom i likviditetsproblemer.

Men det sker slet ikke i fuldt omfang, viser undersøgelsen.

18 procent af medlemsvirksomhederne med tilgodehavender hos det offentlige oplever desuden, at der heller ikke bliver betalt til tiden.

Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, kalder det "et kæmpeproblem".

Særligt fordi hver fjerde virksomhed i undersøgelsen svarer, at de om to måneder vil stå uden penge i kassen.

- De offentlige kunder sidder altså med et moralsk problem og et medansvar for, hvis disse virksomheder bukker under med konkurser og fyringer, siger Brian Mikkelsen til Børsen.

Dansk Erhverv sender mandag et brev til alle 98 kommuner og fem regioner med undersøgelsens resultater og en opfordring om at overholde intentionen i forliget og betale hurtigt.

Det bakkes op af finansminister Nicolai Wammen (S).

- Jeg har en meget klar forventning om, at den offentlige sektor hjælper med at understøtte leverandørerne - og at alle institutioner gør brug af muligheden for at fremrykke betaliner, forudbetale og udvise fleksibilitet, siger han til Børsen.

Kommunernes Landsforening oplyser til Børsen, at der er stort fokus på at holde hånden under erhvervslivet, men at mange tiltag først vil vise en effekt over tid.

Danske Regioner vedkender sig ansvaret, men tilføjer, at især hospitalerne selv er presset af coronakrisen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125