23948sdkhjf

Addifab melder klar til at lave værnemidler til udlandet

Masker, håndsprit, ansigtsvisirer og andre værnemidler kan blive en eksportvare, når det danske behov er dækket. Dansk Industri mærker stor efterspørgsel fra lande som Polen, Tyskland, Indien, Iran og USA.

Det skriver erhvervsmediet DI Business.

- Vi får mange henvendelser fra blandt andet udenlandske ambassader om muligheden for at eksportere værnemidler, fordi behovet er vokset eksplosivt under corona-krisen, fortæller DI-direktør, Lars Frelle-Petersen.

Briller, sprit og respiratorer
Han er tilknyttet forsyningsenheden i regi af Den Nationale Operative Stab (NOST), hvor han sammen med de offentlige myndigheder afstemmer virksomheders produktion af værnemidler i forhold til det danske behov.

Lande som Polen, Tyskland, Indien, Iran og USA efterspørger alt fra masker, beskyttelsesbriller og desinficerende midler til termometre og respiratorer. Danske virksomheder har ifølge Lars Frelle-Petersen vist en fantastisk omstillingsvilje til at producere værnemidler.

- Og det er naturligvis målrettet behovet herhjemme. Men når vi har tilstrækkeligt med værnemidler i Danmark, kan det give god mening, at virksomhederne også hjælper andre lande, siger han.

Addifab er med
Knapt 200 danske virksomheder har tilbudt at producere værnemidler til den danske sundhedssektor.

Et eksempel på udenlandsk interesse mærker 3D-virksomheden Addifab, der nu producerer filter-adapteren ”MiMo” til dykkermasker. Der er bud efter MiMo fra lande som Italien, Spanien, USA, Canada, Belgien og Sverige.

- Vi står helt klar til rådighed for det danske sundhedsvæsen og er klar til at levere til Danmark. Vi er i dialog med myndighederne og venter på deres reaktion. I mellemtiden hører vi fra mange andre lande, som er interesseret, og derfor er der ingen grund til at vente med at skrue op for produktionen, siger AddiFabs adm. direktør Lasse G. Staal til DI Business.

MiMo er opfundet af lægen Michael Mølmer. Den passer til dykkermasker, der dækker hele ansigtet og beskytter mod covid-19-virus. I løbet af blot tre uger er det lykkedes at udvikle, teste og producere filter-adapteren.

- MiMo-adapteren er en god løsning, fordi der allerede er rigtigt mange dykkermasker, hvor filteret passer til. Alene i USA er det måske helt op imod en million masker, fortæller Lasse G. Staal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078