23948sdkhjf

Ordre krævede ny maskine: Induflex laver 30.000 visir-skærme i døgnet til Idé-Pro

Der er rift om værnemidlerne i denne corona-tid, og Induflex er i den grad tjekket ind i kampen for at holde produktionen oppe.

I samarbejde med Skive-virksomheden Idé-Pro har Induflex gang i en produktion af ansigtsvisirer i aPET og polycarbonat, der skal beskytte de ansatte i sundhedsvæsenet. En produktion der nu munder ud i over 30.000 visirer i døgnet.

Det fortæller direktør i Induflex Rico Larsen.

- Vi har måttet kalde ekstra mandskab ind til aftener og weekender. Vi har også måttet købe en ny maskine til halvanden million kroner, som vi bestilte fredag og som blev installeret mandag. Bare for at følge med. Efterspørgslen er virkelig massiv lige nu, siger Rico Larsen.

Den nye maskine skal blandt andet tage presset fra de øvrige maskiner.

- Vi har mange forskellige processer her i huset, og vi har mingelereret lidt rundt, så det ikke går ud over andre kunder, at vi kører den her produktion nu, siger han.

Nok materialer
Idé-Pro og Induflex har arbejdet sammen ved tidligere lejligheder, og det tog heller ikke mange øjeblikke at besluttet sig for at gå ind i dette samarbejde, fortæller Rico Larsen.

I dette tilfælde er det Idé-Pro som har udviklet visiret og stårfor at sprøjtestøbe den grønne hovedbøjle, mens Induflex skærer selve den skærm, der dækker ansigtet ud med laser og knive.

- En ting er at hjælpe med produktionen. En anden ting er, at vi kan hjælpe hinanden med at skaffe materialer, som lige nu kan være lidt af en udfordring, siger Rico Larsen.

Planen er indtil videre at holde dampen oppe i døgndrift nogle uger endnu.

- Vi kommer formentlig til at producere resten af april og hele maj måned. I hvert fald, siger Rico Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125