23948sdkhjf

Brugte dæk kan ende som nye bildele

Alberto Basso vil bruge de næste to år på ph.d-projekt, der skal øge genanvendelse i dæk-granulat i plastkomponenter

Et opslidt dæk fra biler og lastbiler behøver ikke ende som affald og gå op i røg på genbrugspladsen.

En studerende fra DTU - Alberto Basso - har sammen med seniorforsker Yang Zhang bevist, at bildæk kan granuleres og genanvendes som fyld i produkter af plast.

Projektet blev ligefrem en hjertesag for Alberto Basso, der ikke var i tvivl om, at hans speciale fra DTU Mekanik skulle handle om genanvendelse af bildæk. Der kasseres nemlig hvert år omkring fire millioner tons dæk alene i EU - både fra lastbiler og personbiler - så en øget anvendelse af vise sig at blive af stor betydning.

Tidligere er forskere lykkedes med at blande en lille mængde, måske 10-20 procent, granulat i en flydende polymerblanding. Men Alberto Bassos drømte større:

- Jeg lavede en stribe forsøg, hvor størrelsen af de granulater, som bildækkene blev forarbejdet til, varierede fra ca. 0,8 mm til 75 mikrometer, hvor sidstnævnte nærmest har konsistens af fint pulver, fortæller Alberto Basso.

Samtidig varierede Alberto Basso mængden af det granulerede bildæk i polymerblandingen til at udgøre henholdsvis 60 procent, 70 procent og 80 procent.

- Det viste sig, at jeg ved at anvende den mindste størrelse granulat fra bildæk kunne lykkes med at blande helt op til 80 procent i polymeren. Det åbner for store perspektiver i forhold til en øget anvendelse af brugte dæk, siger Alberto Basso.

Blandingen af 80 procent pulvergranulat og flydende polymer får en konsistens, så den som anden plast kan hældes i en form og støbes til den ønskede facon. Herefter blev komponenten udsat for de mekaniske test, der anvendes til at bedømme materialers egenskaber.

De viste, at komponenten er meget bøjelig, men til gengæld ikke havde så stor styrke som mere rene plastblandinger. Det næste skridt er derfor at arbejde videre med blandingen og undersøge, hvordan materialet kan gøres stærkere. Det kommer til at ske i et projekt, som Alberto Basso vil gennemføre som ph.d.-studerende de næste to år.

Seniorforsker Yang Zhang, der er Alberto Bassos vejleder, er meget optimistisk over for fremtidige anvendelser.

- Man kan forestille sig, at komponenter fremstillet af tidligere bildæk og polypropylen fremover kan anvendes af eksempelvis bilindustrien. Måske til kofangere eller andre bildele, ligesom man helt sikkert også kan tænke sig anvendelsesmuligheder i helt andre industrier. Med en øget styrke vil materialet kunne blive konkurrencedygtigt i mange sammenhænge, siger Yang Zhang.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.298