23948sdkhjf

Iværksætter finder pellets på stranden: Jeg har aldrig set så meget plast ligge og flyde før

218.000 kroner. Det er den kontante tilførsel af midler, som virksomheden Strandet i Thy har modtaget fra en oprydningspulje under Miljøstyrelsen til at støtte projektets videre arbejde med at indsamle plastaffald fra den jyske vestkyst.

Læs også: Strandet modtager 200.000 kroner fra oprydningspulje

Og ifølge Strandets stifter Julie Müller er det en kærkommen gave, der dog kommer som følge af en kedelig tendens.

- Vi er selvfølgelige super glade for at få pengene, som er vigtige for vores videre arbejde med strandrensningen på vestkysten. Samtidig synes jeg det er skræmmende, at jeg aldrig har oplevet så meget havplast på strandene, som der ligger nu. Det er uanset hvilken strækning vi går, så er det der i store mængder, siger Julie Müller.

Kasser, reb og pellets
Det er især produkter fra fiskeriet i form af net, fiskekasser og rebstykker, der fylder i Julie Müllers indsamlingsposer. Sammen med en lokal skoleklasse indsamlede hun for nylig 300 kg plastaffald på to timer.

Men der er også andet, der finder vej til Julie Müllers skarpe øje.

Læs også: Strandet-stifter: Man bliver ikke rig af at samle andres affald op

- Vi ser rigtig mange plastpellets. De helt små perler af råmaterialer, som stammer fra industrien og måske er blevet tabt i en transport. Vi kan se, når noget tilhører fiskeindustrien, men plastpellets kan komme hvor som helst fra, siger Julie Müller.

Julie og hendes kollega Jens Wilhelm Jørgensen afholder ugentlige indsamlinger samt offentlige strandrensninger med lokalsamfundet og skoleklasser.

- Lige nu er der ingen strandgæster, så vi ved, at det plast, der ligger er skyllet ind fra havet eller kommer fra industrien. Det er skræmmende, siger Julie Müller.

Plastforurening er konkret
Julie Müller stiftede Strandet i 2018 med det formål at sætte fokus på havplast-forureningen  på Vestkysten og samtidig forske i, hvorvidt den type plast kan anvendes til nye produkter. Virksomheden har eget laboratorium i Thy, hvor de i lille skala arbejder med at granulere det indsamlede plast og støber det til eksempelvis nøgleringe.

Konkret plastforurening
Pengene fra Miljøstyrelsen skal blandt andet gå til virksomhedens oplysende arbejde og de konkrete indsamlinger på strandene, hvor lokalsamfundet og skoleklasser skal indover. Og allerede nu oplever Julie Müller et stort engagement fra især de skoleklasser, der er med på strandrensninger.

- Plastforurening er så konkret for dem, fordi det ligger lige for øjnene af dem. Debatten om klimaforandringer kan godt blive abstrakt, men her ligger problemet i form af plast for deres fødder, siger Julie Müller.

Hun fortæller, at Strandet også samarbejder med gymnasier og erhvervsakademier , der går mere i dybden med plastproduktion.

- Ved hjælp af vores laboratorium kan vi vise skoleeleverne, hvordan plast kan genanvendes for at vise dem helt konkret, at materialet kan genanvendes og er for godt til at blive smidt i naturen, siger Julie Müller.

Oprydningspuljen under Miljøstyrelsen har støttet i alt 25 projekter med samlet 3,1 millioner kroner. Sidste år indsamlede Strandet 1,5 ton plastaffald sidste år.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.25