23948sdkhjf

Industriens Fond vil booste udviklingen af mindre produktionsvirksomheder

Dansk Produktions Univers (DKPU) og Industriens Fond har indgået et nyt samarbejde, der skal løfte konkurrenceevnen i mindre danske produktionsvirksomheder.

- Mange af de ting, som DKPU gør i dag, fungerer rigtig godt og hjælper virksomheder på rette vej. Men vi ser gerne, at endnu flere får gavn af de muligheder, som DKPU tilbyder, og derfor fyrer vi nu yderligere op under kedlerne med henblik på at gøre konkurrenceevnen større i endnu flere virksomheder, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i Industriens Fond, der netop har bevilliget næsten 2,4 mio. kr. til de kommende års videreudvikling af DKPU’s indsats, der i dag særligt har fokus på mindre produktionsvirksomheder i Jylland.

Projektmidlerne fra fonden kommer til at understøtte nogle af de aktiviteter, som i dag gennemføres i regi af DKPU. Men der tages også initiativ til nye tiltag, der gør, at DKPU kan række endnu længere ud til de danske produktionsvirksomheder og tilbyde en bredere vifte af produkter og services inden for blandt andet automatisering, digitalisering, procesoptimering, design, kommunikation og bæredygtighed.

- Vi ser samarbejdet med Industriens Fond som et kæmpe skulderklap. De projektmidler som vi modtager giver os et enormt rygstød til vores videre arbejde med målgruppen. Det er vores erfaring, når vi snakker med målgruppen, at de har behov for en mere praktisk tilgang til deres udvikling. Lige på det punkt er vi superskarpe. Den rådgivning vi tilbyder er uvildig, og samtidig har vores rådgivere selv fingrene nede i maskinrummet. Det gør, at vi kan tilbyde noget helt unikt til virksomhederne, fortæller Claus Højgaard, der er direktør for DKPU.

Han peger på, at høj faglig viden kombineret med en håndgribelig og praktisk tilgang er med til at bane vej for implementeringen af nye teknologier og tiltag i virksomhederne:

- Vi kommer for eksempel til at gennemføre en række screeningforløb i virksomhederne. Screeningerne skal afdække virksomhedernes parathed inden for digital omstilling og automatisering og give virksomhedsejerne overblik over, hvilke optimeringer og udviklingsforløb, der vil have den største positive indvirkning på deres virksomhed.

Som en del af det nye samarbejde vil DKPU også fungere som formidlingskanal for den viden, der i dag findes i Industriens Fonds projektportefølje. Med erfaringerne fra DKPU’s øvrige arbejde og aktiviteter in mente kan ny viden og teknologi gøres mere praktisk tilgængelig for målgruppen. Det gøres blandt andet gennem direkte kontakt med enkeltvirksomheder, men der vil også blive afholdt temadage, der skal præsentere nye teknologier til virksomhederne og inspirere dem til selv at implementere dem.

Derudover oprettes faglige netværk til eksempelvis produktionsledere, så de kan trække på hinandens erfaringer inden for drift og implementering af nye processer og teknologier. Som yderligere et vigtigt element i det nye samarbejde skal DKPU under projektforløbet arrangere praktik og projektforløb til gavn for både virksomheder og studerende.

Projektsamarbejdet mellem Industriens Fond og DKPU sættes i søen i 2020 og ventes at blive afsluttet i løbet af 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109