23948sdkhjf

AVK Plast vinder containerordre for millioner

AVK Plast i Ribe har netop vundet et kommunalt udbud på fremstilling og levering af 35.000 todelte containere til borgerne i Vejen Kommune. Ordren har en værdi på 15,8 millioner kroner, fremgår det af kommunens udbudsmateriale.

Containerne skal i spil til kommunens nye affaldssortering, hvor organisk affald skal sorteres fra som selvstændig fraktion, fortæller administrerende direktør i AVK Plast Claus Koch Jensen til Plastforum.dk.

- Langt hovedparten er containere på 140 og 240 liter, og dem producerer vi selv her i Ribe. Containerne bliver todelt, som skal bruges til genbrugs- og dagrenovation, siger han og fortsætter:

- Ved at producere containerne her i Danmark reduceres CO2 aftrykket i forhold til at importere beholderne, siger han.

AVK Plast har erfaring med lignende leverancer blandt andet til Hjørring Kommune med 66.000 stk. containere, Langeland Kommune med 15.000 stk. containere samt Nord- og Syddjurs kommuner, som skulle have 22.000 stk. containere.

AVK Plast er ifølge direktøren de eneste, der producerer affaldscontainere i Danmark.

- Ordren til Vejen er en gennemsnitlig ordre for os målt på antal. Vi har både leveret ordrer der var større og mindre end den, så det kan vi sagtens håndtere, siger Claus Koch Jensen.

Venter på biler
Produktionen er ikke gået i gang endnu, fortæller han. Processen er nemlig afhængig af, at kommunen får skaffet de rigtige skraldebiler til tømningen af containerne.

- Mange kommuner er i gang med at indføre nye containere for at imødekomme de nye krav for sortering og genanvendelse, så der er pres på for at få fremstillet de biler, der passer til tømningen af todelte containere. Så før vi ved, hvornår de kommer, før kan vi ikke gå i gang, siger han-

Containerne som AVK Plast skal producere kommer med en skillevæg, der som sagt deler beholderen i to. Skraldebilerne som skal tømme beholderne kommer med en lignende adskillelse i lastrummet, der betyder at fraktionerne holdes adskilt ved tømning. Og det er de biler, som AVK Plast og Vejen Kommune venter på.

Claus Koch Jensen gætter på, at AVK Plast kan levere de nye affaldsbeholdere i fjerde kvartal af 2020 eller første kvartal af 2021 – alt efter hvornår kommunen melder klar med biler.

- Vi skal bruge et par måneder til at producere, men vi er klar, når de er, siger Claus Koch Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078