23948sdkhjf

Plus Pack-direktør skal kigge affald og cirkulær økonomi efter i sømmene

Et nyt klimapartnerskab med fokus på affald, vand og cirkulær økonomi skal komme med anbefalinger til, hvordan affaldssektoren og vandsektoren kan blive endnu bedre til at reducere dets klimaaftryk.

Miljøminister Lea Wermelin har udnævnt Camilla Haustrup Hermansen, direktør for forretningsudvikling og medejer af virksomheden Plus Pack, som formand for det nye klimapartnerskab.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Affaldssektoren og vandsektoren har et stort klimaaftryk, og vi skal sikre, at vores håndtering af både drikkevand, spildevand og affald sker så klimavenligt som overhovedet muligt, siger Lea Wermelin og tilføjer:

- Jeg ser derfor frem til at modtage erhvervets egne forslag til at få udledningen af drivhusgasser ned. Samtidig er jeg selvfølgelig interesseret i bud på, hvordan de to sektorer kan sætte skub i den grønne omstilling, og hvor de ser potentialer og barrierer. Det arbejde er jeg glad for, at Camilla Haustrup Hermansen fra Plus Pack har sagt ’ja tak’ til at lede, siger Lea Wermelin.

Alle centrale aktører
Partnerskabet skal række ud til alle centrale aktører i de berørte sektorer. Drivhusgasudledning fra affalds- og vandsektorerne udgør ca. 2 pct. af de samlede danske udledninger.

- Danske løsninger indenfor affald, vand og cirkulær økonomi er allerede i dag anerkendte ude i verden. Men det fritager os ikke fra forpligtelsen til at gøre det endnu bedre. Det er et stort ansvar, som vi må tage på os, og heldigvis er der en stor vilje i virksomhederne til at gøre det. Nu vil jeg gå sammen med gode kræfter inden for vandsektoren og affaldssektoren og se på, hvordan vi kan finde endnu flere konkrete løsninger, der på samme tid kan reducere det danske klimaaftryk og inspirere resten af verden til at følge os, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Partnerskabet er ét ud af 13 nye partnerskaber mellem regeringen og erhvervslivet. Regeringen har bedt om at modtage de 13 partnerskabers anbefalinger, så de kan tænkes sammen med regeringens udspil til en klimahandlingsplan.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078