23948sdkhjf

Genanvendelse af plast skal gøre affaldsenergien CO2-neutral i 2030

Med et nyt udspil melder Dansk Affaldsforening sig nu ind i kampen for at nå regeringens mål om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030.

Udspillet hedder ’CO2-neutral affaldsenergi 2030’ og består af tre indsatser, der skal sikre CO2-neutral affaldsenergi.

Det handler om at øge genanvendelsen af plast, at styrke anlæggenes energieffektivitet og samspil med andre sektorer samt om at udnytte den klimagevinst, der ligger i at fange og nyttiggøre CO2’en.

- Vejen til CO2-neutral affaldsenergi kræver tiltag på flere fronter. Vi skal genanvende mere plast, så vi får mindre fossil olie i restaffaldet, og vi skal have endnu mere energi ud af den mængde, vi har. Og så skal vi løfte CO2-fangst til et nyt niveau, så vi ikke kun undgår udledning, men også bruger CO2’en til nye formål såsom syntetiske brændstoffer. Det bliver ikke nemt, så det er vigtigt, at rammerne for sektoren giver mulighed for at foretage de nødvendige grønne investeringer, siger Mads Jakobsen, formand for Dansk Affaldsforening, der repræsenterer kommuner og kommunale affaldsselskaber i Danmark.

5,5 pct af samlet mål
Selvom de danske affaldsenergianlæg langt hen ad vejen er miljøanlæg, der producerer energi ud af det restaffald, der ikke kan eller bør genanvendes, så udleder anlæggene stadig en del CO2. Rent faktisk i omegnen af 1,4 mio. tons fossilt CO2.

Udspillet fra Dansk Affaldsforening skal være med til at sende CO2-udslippet i nul. Hvis det lykkes vil det betyde, at affaldsenergi-anlæggene kommer til at levere 5,5 procent af målet om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 procent.

I alt vil det svare til 2,9 procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

- Kommuner og affaldsselskaber arbejder for at genbruge og genanvende så meget som muligt og udvikle den cirkulære økonomi. Men der vil fortsat være restaffald, hvor den bedste løsning for miljø og klima er at udnytte affaldet som energi. Vores anlæg løser miljøopgaver, men vi ønsker også at bidrage til at levere på klimamålsætningen. Vi ønsker at tage ansvar og samarbejde om at nå målet, siger Mads Jakobsen, formand for Dansk Affaldsforening.

Affaldsenergien er uløseligt forbundet til fjernvarmesektoren. Dansk Affaldsforening støtter derfor Dansk Fjernvarmes udspil til en moderne økonomisk regulering af sektoren, så hele fjernvarmesektoren kan blive CO2-neutral i 2030.

Når landets fjernvarmekunderne i dag tænder for radiatoren i deres bolig, kommer ca. 25 procent af varmen fra affaldsenergi. Det samme gælder for ca. 4 procent af elproduktionen.

FAKTA OM AFFALD, CIRKULÆR ØKONOMI OG ENERGI

  • I dag kommer knap 25 procent af Danmarks fjernvarme og 4 procent af elproduktionen fra affaldsenergi. Det sker på baggrund en samlet mængde restaffald på 3,5 millioner tons.
  • Der findes i dag 23 kommunale eller fælleskommunale affaldsenergianlæg i Danmark. Dertil kommer anlæg til farligt affald og cementproduktion.
  • Kommuner og affaldsselskaber har investeret i mange nye affaldsbeholdere og anden affaldsinfrastruktur til sortering af plast, madaffald og meget andet genanvendeligt affald de seneste år.
  • Knap 5 mio. borgere kan sortere plast derhjemme med udgangen af 2019, og i 2023 kan alle borgere sortere madaffald.
  • I 2011 var det 37 procent af borgernes affald, der blev sorteret ud til genanvendelse, mens tallet i 2017 var steget til 46 procent.
  • Borgere og virksomheder sorterer også affald på de kommunale genbrugspladser. I over halvdelen af kommunerne går det så godt, at under 15 procent af affaldet går til energiudnyttelse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127