23948sdkhjf

Danskerne sorterer plast direkte til forbrændingen

Der er ingen grund til, at danskerne sorterer alt deres plastaffald i en særlig beholder hjemme i køkkenet.

Det konkluderer forskere på baggrund af en beregning fra Ingeniøren, der afslører, at godt to tredjedele af den plast, nordjyderne sorterer, ender med at blive brændt af eller på anden måde undslippe genanvendelse.

Det skriver fagmediet Ingeniøren.

32 procent
Kun omkring 32 procent ender i nye produkter, som oven i købet har en lavere værdi både økonomisk og miljømæssigt end udgangspunktet.

Med den genanvendelsesprocent ligger det nordjyske affaldsselskab Reno-Nord, som bryster sig af at råde over det største og mest automatiserede sorteringsanlæg i Danmark, på linje med københavnske Vestforbrænding.

Vestforbrænding havde lovet at genanvende 75 procent af plasten fra københavnernes husholdninger, men Ingeniøren kunne i august afsløre, at Vestforbrænding internt frygter, at under 31 procent bliver til ny plast.

Ifølge Ingeniørens kilder tyder intet på, at genanvendelsen er højere andre steder i Danmark.

Er gået for langt
Professor Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet er specialist i livscyklusanalyser og stor fortaler for at genanvende plast, men fastslår, at det med den lave genanvendelsesgrad ikke er smart for miljøet at få borgerne til at udsortere al plasten:

- Politikerne er gået for langt med deres krav om sortering, siger han.

Ekstern lektor Stig Hirsbak fra Aalborg Universitet opfordrer til trinsvis indsamling af plastaffald.

- Vi skal starte med at genanvende lidt mindre, men til gengæld sørge for, at der foregår reel genanvendelse, og at den har værdi, siger han.

Det bakker ph.d. Jens Peter Mortensen fra Danmarks Naturfredningsforening også op om og kalder den nuværende indsamling af plast hos borgerne for »hovedløs«.

Den lave genanvendelsesprocent hos Reno-Nord overrasker ikke selskabets direktør Thomas Lyngholm. Alligevel forsvarer han, at nordjyderne bliver bedt om at sortere plast:

- Vi gør det bedste, vi kan. Vi kan ikke trylle ude i næste led, men forsøger at finde oparbejdningsvirksomheder, hvor vi har så god kontrol med tingene som overhovedet muligt, siger han.

Det er ikke lykkedes Ingeniøren at få en kommentar fra miljøminister Lea Wermelin (S).

Kilde: https://ing.dk/artikel/sorteret-plastaff...

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11