23948sdkhjf

38 kommuner dropper avanceret plastsorterings-anlæg

38 kommuners drøm om fælles plastiksortering er bogstaveligt talt brændt ned.

I fem år er der arbejdet på at bægeret til din kyllingesalat og den revnede plastikbøtte i køkkenskuffen skulle sorteres og genbruges på verdens mest avancerede plastik-sorterings-anlæg.

Men de 38, primært sjællandske, kommuner, der stod sammen om at finde et firma, som kunne bygge og drive anlægget, har nu måtte konstatere at projektet er stendødt.

Det fortæller DR Sjælland.

For der var kun et firma, der levede op til de benhårde udbudskrav, og det var et tysk firma. De kunne dog ikke bygge og drive et dansk anlæg, men tilbød i stedet at kommunerne kunne køre affaldet til et helt nyt højteknologisk anlæg i Marl ved Dortmund.

Ingen garanti for opbygning
Desværre brændte anlægget pludselig ned i april, og i følge organisationen Clean Cluster, der har foretaget udbuddet for kommunerne, kunne man ikke få vished for om anlægget ville blive genopbygget.

I affaldsselskabet Argo, der bl.a. har Holbæk, Odsherred og Roskilde Kommuner blandt kunderne, var man egentlig klar til at springe på det tyske anlæg, men nu hvor det er brændt, siger genbrugschef Finn Kjær at Argo vil forsøge at lave et nyt udbud i samarbejde med bl.a. Københavnerne.

I AffaldPlus, der bl.a. håndterer affald fra Næstved, Ringsted og Slagelse, er det ikke brandens skyld, at de har trukket sig fra projektet.

I følge vicedirektør Allan Johansen skyldes det dels, at anlægget ikke ligger i Danmark, og at behandlingen af plastikken ser ud til at blive dobbelt så dyr, som det man giver i øjeblikket på et andet tysk anlæg. I AffaldPlus vil man i stedet se tiden an. Bl.a. afventer affaldsselskabet at EU har besluttet sig for hvilke krav, der i fremtiden skal være til producenter, som benytter plastik i deres produkter, det såkaldte leverandøransvar.

Flere går selv
Mette Josiassen, der er udviklingschef i Clean Cluster, ærgrer sig over branden, og anerkender at musketereden mellem de 38 kommuner er faldet på gulvet.

- Jeg ved at der er flere, der nu går selv, siger hun.
Hun håber dog stadig, at der kan laves et nyt udbud, så kommunerne går sammen om at pulje deres plastiksortering.

I følge Clean Cluster genererer Danmark ca. 440 tons plastik om året.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096