23948sdkhjf

Genan er tilbage på sporet - og kan købes

Mens bedragerisag mod stifteren kører ved retten, tjener Genan-koncernen gode penge - og er til salg

I disse måneder oprulles den store bedragerisag mod stifteren af virksomheden Genan i Viborg, og imens kører det igen for virksomheden, der er førende inden for genanvendelse af bildæk. Det skriver avisen Danmark mandag.

Den voksende miljøbevidsthed har givet medvind, og seneste regnskab viste et pænt overskud i Genan, der er kommet ud af krisen. Alligevel er den nuværende ejer, pensionskassen PKA, klar til at sælge, hvis rette køber viser sig. 

Om Genan

  • Forretningen går ud på at nedbryde bildæk på en måde, så gummi og stål kan genbruges i nye produkter.
  • Med fabrikken i Viborg, tre fabrikker i Tyskland og en meget stor fabrik i USA er Genan i dag verdens største aktør, der genvinder dæk.
  • Udfordringen er ikke at skille dækkene ad, men at sortere og findele materialet på en måde, så det kan bruges på flest mulige måder.

Efter en årrække med betydelige milliontab tjente Genan Holding A/S i 2017 50 millioner kroner på driften. Resultatet efter skat var på 17 millioner kroner. Det lykkedes, efter at omsætningen var vokset med syv procent til 321 millioner kroner.

Regnskabet for 2018 vil vise yderligere fremgang, fortæller Poul Steen Rasmussen, der kom til som direktør i 2015.

Til salg for rette kunde
Den nuværende ejer af Genan, pensionskassen PKA, er trods succesen rede til at sælge sine aktier, hvis den rette køber viser sig:

- Der er ikke nogen af vores aktiver, der ikke er til salg, hvis det rette bud kommer. Men vi har lidt mere fokus på, at Genan kunne vi godt være interesseret i at sælge. Vi har reddet virksomheden, og hvis den rette mulighed opstår, er vi klar til at sælge vores aktier, siger Michael Nellemann Pedersen, PKA's investeringsdirektør, til avisen Danmark.

PKA omfatter en række pensionskasser med 300.000 medlemmer, blandt andet socialrådgivere og sygeplejersker, og har en pensionsformue på 275 milliarder kroner. I 2007 købte PKA sig ind i Genan og investerede kraftigt i at udvikle virksomheden, der genvinder brugte bildæk, som ellers ville blive brændt eller sendt til deponi.

Michael Nellemann Pedersen vurderer, at PKA vil have tabt i omegnen af 800 millioner kroner på Genan-eventyret, hvis virksomheden blev solgt i dag.

- Det er en investering, som vi havde meget store forventninger til. Det underliggende formål om at genbruge råmaterialer i en cirkulær økonomi klinger jo rigtigt, men sagerne om regnskabsmanipulation og penge, der er forsvundet, har skadet vores omdømme, siger Michael Nellemann Pedersen til avisen Danmark. 

Genan-sagen kort

  • I 2014 rullede skandalen imidlertid, da Genan-stifter Bent A. Nielsen blev smidt ud af selskabet. En intern whistleblower havde afsløret fejl i regnskaberne, og senere blev såvel Bent A. Nielsen som hans revisor tiltalt for bedrageri og medvirken til bedrageri.
  • Den sag kører altså lige nu ved Retten i Viborg. Siden har PKA slugt et stort tab, men også skudt flere penge ind i en videreudvikling af Genan.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094