23948sdkhjf

Schoeller tester kasser af fiskenet

- Det var faktisk en rigtig god dag, lyder det fra Jan Bybjerg Pedersen

Fredag snurrede sprøjtestøbemaskinerne lystigt i produktionshallen hos Schoeller Plast i Regstrup ved Holbæk.

I samarbejde med blandt andre Plastix i Lemvig er Schoeller Plast ved at teste, om brugte fiskenet og trawl kan bruges som råmateriale til en ny støbt plastkasse, som har fået arbejdstitlen Ocean Box.

Og den indledende testfase af sprøjtestøbeprocessen virker indtil videre lovende.

- Vi nåede så langt, at Allan Rasmussen fra Plastix kørte hjem til Lemvig med et smil om munden. Vi kunne ret hurtigt se, at vi med materiale og værktøjer har en god chance for at lave et godt produkt med en høj andel genanvendt trawl, siger Jan Bybjerg Pedersen, der er direktør for salg og udvikling i Schoeller Plast

Trægt materiale
Testfasen har handlet om udvikling af en sprøjtestøbt kasse, der består af 2/3 genanvendt HDPE-materiale fra brugte fiskenet og 1/3 nyt plastmateriale.

- Materialet er mere sejt i det, fordi det kommer fra trawl. Så det kan vi mærke i sprøjtestøbeprocessen og må tage lidt højde for i valg af forme, men ellers er der ingen forskel, siger han.

Målet er, at skabe en kasse der ligner og fungerer som fuldstændig som en kasse i nyproduceret materiale.

- Dels er en det en god historie at skabe kasser fra brugte fiskenet, og dels er der noget rigtig positivt i, at vi kan få lov at give plasten endnu et nyt og sjovt liv, siger han.

Barren sat højt
Testfasen gik i gang i årets første uge, hvor Allan V. Rasmussen tog turen fra Lemvig med bilen stoppet med granulat, som Plastix har lavet ud af fisketrawl.

- Vi har arbejdet med grænsen for, hvor ambitiøse vi kunne være med kassens dimensioner, form og farve. Vi satte baren højt og var indstillet på at sænke barren igen, for at komme i mål med et brugbart produkt. Men ret hurtigt kunne vi se, at vi kunne nå i mål med en kasse, vi næsten ikke havde turde håbe på, siger Allan V. Rasmussen.

Han fortæller, at de første test klart viste behov for justeringer, men efterhånden som materiale og form blev justeret, kom der et fornuftigt resultat ud af det.

Et resultat som forventes at kunne forbedres endnu mere med tiden.

- I næste fase skal vi teste holdbarheden og andre egenskaber af materialet og sammenligne det med kasser af virgint plast. Desuden skal vi teste, om kasserne kan stables, om farven kan gøres bedre, og ikke mindst om materialet kan bruges i mere komplicerede sprøjtestøbeforme, siger Jan Bybjerg Pedersen.

Om Ocean Box

  • Kassen bliver til som et samarbejde mellem Schoeller Plast, Plastix, Provice og Plastic Change.
  • Projektet er støttet af Miljø- og Fødevareministeriets Miljøtekniske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).
  • Kassen skal udvikles af genanvendt plast i form af granulat, som Plastix producerer fra kasserede fiskenet og trawl.
  • Projektet løber over 12 måneder og skal undersøge, hvor stor en genanvendelsesgrad, der kan opnås i den givne kasse.

Kilde: Schoeller Plast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078