23948sdkhjf

Teknik mellem hænderne trækker unge til plastmager-uddannelse

Teknik og det at have noget mellem hænderne. Og ikke al for lang tid på skolebænken.
Det er et gennemgående svar fra eleverne på plastmager-uddannelsen i Hadsten på, hvad der er tiltrækkende ved uddannelsen.

- Jeg er ikke så god til at sidde på skolebænken og læse. Jeg skal have noget mellem hænderne, siger Thomas Jensen på 22 år. Han er ligesom de andre i værkstedet på tredje år af sin plastmager-uddannelse.

- Det sjove er alt det tekniske, det at vi står med maskiner, og at vi får det til at virke, siger han. Han er lærling hos Lego.

I det store lyse værksted på Den Jydske Haandværkerskole står den ene sprøjtestøbemaskine efter den anden. Mange af dem er helt nye. Det ligner til forveksling en mindre plastvirksomhed.

Træt af at stå i butik
Thomas Jensen arbejder på en serie af sprøjtestøbninger sammen med Pernille Hasselgaard, der er 33 år. Hun har tidligere stået i butik.

- Jeg var træt af at stå i butik, og en eller anden fortalte mig om plastmager-uddannelsen. Jeg kan godt lide det, vi laver på uddannelsen. Vi lærer noget mere dybtgående om den produktion, som vi gennemfører i vores virksomheder, siger hun. Selv er hun i lære hos Cava Plastics ved Mariager.

Ændrer parametre
Ved nabomaskinen er Dennis Lavgesen og Danny Suznjeviz i gang.
De griner og kigger lidt opgivende på hinanden, for sprøjtestøbningen fungerer ikke helt som den skal på de orange emner, der kommer varme ud af maskinen.

Farvningen bliver ikke ensartet, og det er ikke emner, som ville blive godkendt i en produktion. Det ser ud som om, at der er ”skygger” i plasten. De prøver at ændre på parametre som indsprøjtningshastighed og modtryk for at få et bedre resultat, og så vender de problemet med Allan Rasmussen, som er leder plastmager-uddannelsen.
Dennis Lavgesen, 23 år, er glad for, at uddannelsen er praktisk orienteret.

- Vi får meget mellem hænderne, men vi får også lov at bruge hovedet. Vi prøver meget forskelligt, mange forskellige materialer, siger han.

Han har arbejdet som ufaglært industriarbejder på Unika i Nordjylland i et halvt år og spurgte så virksomheden, om han kunne komme i praktik et par måneder som plastmager, og det sagde virksomheden ja til.

- Jeg syntes, at det var noget for mig, og så jeg begyndte på uddannelsen, siger han.
Familie viste vejen

For Eldis Mahmutovic, 22 år, var det et familiemedlem, som arbejdede som plastmager, der satte ham i gang.

- Han fortalte om uddannelsen, og jeg blev interesseret og læste mere om den, og så fik jeg en læreplads på Lego. Det er Danmarks bedste arbejdsplads. For mig i hvert fald, siger Eldis Mahmutovic med et smil.

Ved en tredje maskine står Morten Steffensen, 38 år, og Michela Schmidt, 24 år. De er ved at eksperimentere med farvning af nogle blomsterlignende emner.

De lægger skridt for skridt 2 procent mere farve på, og producerer en hel regnbueserie af blomster. Det var ikke det, der var opgaven, men det skulle lige prøves af, og nu ligger der en flot stribe af ”blomster”, som gradvist ændrer farve.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.52