23948sdkhjf

- Vi tumler lidt med brexit

Vinduesproducenten Idealcombi fra Hurup i Thy ser usikkerhed om det britiske marked og arbejder derfor ihærdigt på at styrke fodfæstet andre steder - herunder på Island, hvor en øget indsats har båret frugt i form af flere store kontrakter.

- Vi går selvfølgelig og tumler lidt med det her brexit-spøgelse, som vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal stille op med. Vi har mange opgaver og skal bestemt ikke klage, men der er mange, der slås om de samme opgaver, så konkurrencen er utrolig hård derovre, siger Claus Winther, der er direktør hos Idealcombi.

Han tilføjer, at brexit tidligere har været noget, som man mest læste om i aviserne, men nu er det blevet en større del af den daglige snak med kunderne.

Idealcombi har 30 ansatte på det britiske marked, som er selskabets næststørste marked efter Danmark.

- Det går godt i England i øjeblikket, og vi tror, det fortsætter, men brexit er en dark horse, som vi ikke rigtigt kender til. Så vi skal sikre os, at vi har et godt fodfæste på hjemmemarkedet og på de øvrige markeder, vi opererer på, siger Claus Winther.

Selskabet har blandt andet øget indsatsen på det islandske marked, hvor selskabet tidligere kunne konstatere, at flere opgaver havnede hos konkurrerende virksomheder.

- Vi oplevede en masse byggerier, som vi ikke var med på. Derfor besluttede vi os for en ny afsætningsstrategi og sendte blandt andet en medarbejder til Island for at besøge arkitekter og bygherrer. Det har givet os et skub deroppe, og fremgangen er kommet hurtigere, end vi regnede med, så nu ærgrer vi os bare over, at vi ikke var der mere intenst tidligere, siger Claus Winther.

Barske vejrforhold
Indsatsen på vulkanøen blev skruet op for et lille års tid siden, og Claus Winther estimerer, at selskabet siden har solgt i omegnen af 4-5.000 vindueselementer, som er leveret, i produktion eller under montage i øjeblikket.

Han mener, at kombinationen af Idealcombi-produktet og de store krav, der stilles af de barske vejrforhold, har stillet selskabet i en særligt god position.

- Udviklingen på Island er særligt båret af turismen. Den rå natur tiltrækker besøgende, og det har sat ekstra skub i hotelbyggeriet. Der, hvor vi særligt har fået fodfæste, er på prestigebyggerier, hvor man virkelig kæler for detaljen, og hvor der er nogle spændende arkitektoniske linjer. Det har der været meget af i og omkring Reykjavik, fortæller Claus Winther.

Historisk har det islandske marked dog været meget svingende, men der er ikke noget, der ifølge vinduesproducenten tyder på, at aktiviteten her vil falde tilbage inden for den nære fremtid.

- Når man kigger tilbage, har det islandske marked altid været bølgetop efterfulgt af bølgedal. Der har været år, hvor vi stort set ikke havde nogen omsætning her overhovedet, og hvor vi faktisk overvejede at droppe Island. Men lige nu sker der en hel masse, og vi vil gerne være med i det loop, hvor det virkelig går løs deroppe. Den bølgetop vurderer vi som værende mere end bare kortsigtet, siger Claus Winther.

Idealcombi er Danmarks største vinduesproducent med 100.000 kvadratmeter produktion i Thy.

I regnskabsåret 2016/17 omsatte selskabet for 586,2 millioner kroner, mens nettoresultatet landede på 14,1 millioner kroner.

Det var noget lavere end året før, da omsætningen var på 663,0 millioner kroner og nettoresultatet på 34,7 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078