23948sdkhjf

Skiftedag i Stillehavet: Mærsk sender afløser til ’Maersk Launcher’ i plastkrig

Maersk Supply Service har afsluttet installationen af avanceret flydesystem til opsamling af plast i Stillehavet
Den hollandske non-profit organisation The Ocean Cleanup er i bogstaveligste forstand på dybt vand i forsøget på at fjerne 50 pct. af indholdet i den notoriske plastgrød i Stillehavet ud for USA’s vestkyst.

The Ocean Cleanup samarbejder med Maersk Supply Service, og det danske rederi har bidraget med supplyskibet ’Maersk Launcher’, som i sidste uge afsluttede installationen af det avancerede flydesystem, der groft sagt skal inddæmme og samle den enorme plastmængde, således, at den bliver nem at hente for de skibe, der sejler plastskraldet ind til kysten.

Skiftedag
Det er en teknologi, som Ocean Cleanup har arbejdet på at udvikle i mere end fem år, og projektet markerer begyndelsen på det første oprydningssystem for plastaffald i det nordlige stillehav.

’Maersk Launcher’ forlader nu projektet efter installationen, men afløses af søsterskibet ’Maersk Transporter’, der skal arbejde for Ocean Cleanup i 120 dage med opsamling af plastaffaldet.

- Installationen foregik sikkert og vellykket, og vi er glade for at kunne bevise værdien af at udnytte vores kompetencer på helt nye områder. Og så er vi naturligvis stolte over at kunne være med til at løse dette miljøproblem, forklarer Jonas Munch Agerskov, chief strategy officer hos Maersk Supply Service.

Jonas Munch Agerskov påpeger, at opgaven nu bliver at overvåge flydesystemet og indsamle plastaffaldet.

Stort projekt
’Maersk Launcher’ er i øjeblikket på charter hos DeepGreen, der arbejder med at udvinde miniraler fra havbunden. Selskabet har har frigivet skibet til projektet, og udgifterne deles mellem DeepGreen og Mærsk.

’Maersk Transporter’ deltager på en normal kontrakt, hvor projektet har mulighed for at forlænge med 90 dage.

Mærsks samlede bidrag til Ocean Cleanup-projektet ligger på ca. 2 mio. USD der dækker charterudgifter samt transporten af det nødvendige udstyr til flydesystemet fra Storbritannien og Danmark til San Francisco.

Ocean Cleanup har en langsigtet ambition om at installere en flåde på mindst 60 flydesystemer til at fjerne 50 pct. af de 80.000 tons plast i den enorme plastgrød, der er kendt som Great Pacific Garbage Patch, hvert femte år.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313