23948sdkhjf

Detailhandlen melder krig mod uens plasttyper

Detailhandlen vil ensarte materialer brugt på blomster-emballager: Coop og Rema1000 har skrevet under på hensigtserklæring for at sikre mere genanvendelse.

Forestil dig 7.500 ton blomsterspande og -bakker, der hvert år henkastes, ignoreres og køres til forbrænding - uden at blive genanvendt.

Det er virkeligheden i den danske detailhandel, men det skal være fortid, mener Coop og Rema1000, der sammen med Forum for Cirkulær Plastemballage har underskrevet en hensigtserklæring, der dels skal medvirke til en ensretning af de materialetyper, der bruges til blomster-emballager, og dels skal effektivisere processen mod genanvendelse, når materialerne har udtjent deres formål.

Potentialet for genanvendelse af plasten, der omgiver blomsterne, er nemlig stort og for godt til at smide i skraldespanden.

PP og PS
Parterne har skrevet under på, at man fremover vil efterspørge blomsterspande i polypropylen (PP) og blomsterbakker polystyren (PS).
- Det giver mening at ensrette typerne af blomsterspande og blomsterbakker. Der er stor volumen i indsamling og sortering, det gør en reel forskel, siger miljøchef Christina Busk fra brancheorganisationen Plastindustrien.

Rema1000s indkøbs- og marketingsdirektør, Anders René Jensen, siger til Magasinet Plast, at man ønsker at finde en løsning, så alle Rema1000s blomsterspande og -bakker kommer til at indgå i et cirkulært forløb.
- Det gør vi, da vi ønsker at bakke op omkring cirkulære forløb, hvor vi istedet genanvender plasten.

Uens materialer
Coops CSR-projektleder, Mathias Hvam, der har været dybt involveret i arbejdet med hensigtserklæringen, fortæller, at den underskrevne erklæring nu skal omsættes fra ord til handling.
Hvad er udfordringen med blomsterspandene?
- Spande og bakker bliver i dag leveret i materialer, som ikke er ens og derfor vanskelige at dele op i fraktioner til genanvendelse. Det er heller ikke altid vi ved, hvilke materialer, spande og bakker er produceret i, siger Mathias Hvam.
Coops leverandører har fået besked om, hvad der forventes af dem til fremtidige leverancer.

Logistik er en udfordring
At ensrette leverancerne er egentlig ikke den vanskelige del i projektet, ifølge Mathias Hvam. Det er sortering og logistik, når produkterne er færdigbrugt, der er udfordringen.

- Problemet er at etablere fraktionerne i systemet. Det praktiske er svært. Logistikken er svær. Det kan ikke betale sig at have én bil til at afhente plastaffald alene. Det skal samkøres med andre afhentninger. Alt det, skal vi have styr på, siger Mathias Hvam.
Coop er allerede i gang med udrulning af ordningen: Den landsdækkende serviceleverandør af affalds- og genanvendelsesløsninger, MiljøLogistik, som Coop i forvejen samarbejder med, har meldt positivt tilbage på at være aftager af plastprodukterne.

Ikke held med genbrug
Hvorfor ikke bare få leverandørerne til at afhente deres egne spande og få dem til at genbruge dem?
- Det har vi forsøgt, men har ikke haft held med det. Vores leverandører kan ikke håndtere det, siger Mathias Hvam.
Vil butikkerne gerne deltage?
- Ja, vi har flere butikker, der gerne vil starte et projekt. Så snart vi får logistikken og aftagerne på plads, så begynder vi, siger Mathias Hvam.
Coop forventer at have projektet fuldt etableret i butikkerne ved udgangen af året.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11