23948sdkhjf

Kun 17 kommuner genanvender EPS

Ny opgørelse viser, at de danske kommuner kan blive meget bedre til at opdele EPS i selvstændige fraktioner og tilbyde den attraktive vare til industrien

Der er potentiale i at genanvende kommunalt indsamlet EPS og sælge fraktioner til fremstillingsindustrien, som blandt andet kan bruge det eftertragtede genbrugsmateriale i cement og til isolering i byggerier.

Alligevel er det kun 17 ud af landets 98 kommuner, der indsamler EPS på landets kommunalt ejede genbrugspladser.

Det viser en simpel gennemgang af kommunernes genbrugsstrategi, som EPS-sektionen under Plastindustrien har foretaget.

Kommunerne griber opgaven an på forskellig vis. I Silkeborg har man for eksempel lagt en klar strategi om, at borgernes og virksomhedernes EPS-affald sorteres og videresælges til aktuelle markedspriser.

Økomomi som argument
Silkeborg Forsyning, som Magasinet Plast har talt med, er gået så vidt, at de i 2012 startede indsamling af rent, hvidt EPS på kommunens fire genbrugspladser og investerede i et anlæg, der kan granulere materialet.

Er økonomien et argument for Silkeborg Forsynings initiativ?

- Ja, økonomien er helt klart et godt argument. Ikke fordi vi har overskud på løsningen. Den går stort set i nul. Det primære mål er dog ikke at tjene penge, men at minimere mængden af brandbart og deponeret materiale og opnå mere genanvendelse. Vi havde en del flamingo i brandbart affald, og det er materialet simpelthen for godt til, siger Erich Beck, der er ingeniør i Genbrug og Affald hos Silkeborg Forsyning.

Årligt indsamler Silkeborg Forsyning 30 ton EPS. Det er 30 ton, der nu er væk fra forbrændingen og 30 ton, der genererer en vis værdi ved et salg.

Det lyder måske ikke af meget, men fordi EPS består af to procent plast og 98 luft, så fylder 30 ton en hel del.

- Det fylder ufatteligt meget! Men det vejer ingenting. Det svarer til, at vi tidligere fyldte ca. 60 lastbiler årligt med luft. I stedet fylder det nu 30 m3, når det er granuleret og presset. Transport og logistik var endnu et argument for at starte et genanvendelses-projekt, siger Erich Beck.

Ingeniøren tøver ikke med at kalde projektet en succes - også selvom anlægget kun kører 126 timer om året, hvilket svarer til ca. 2,5 timer maskintimer om ugen. Dertil skal lægges timer til klargøring og oprydning - ialt 10-12 timer ugentligt.

- Vi har kapacitet til langt mere, men på den anden side bruger vi også mandetimer på at passe anlægget manuelt, så det er nok et meget passende antal timer, det kører...

Det er nødvendigt at have kontrol ved anlægget?

- Ja, der skal være kvalitetskontrol. Det vil være en katastrofe, hvis der ligger beton eller hvis en skruetrækker har gemt sig mellem flamingoen. Desuden skal vi hele tiden sørge for kun at granulere den hvide flamingo. Hvis der er sorte nister, så falder prisen, forklarer Erich Beck.

Silkeborg Forsyning er én af pionererne på genanvendelse af EPS i kommunalt regi og har jævnligt andre kommuner og interessenter på besøg for at fremvise deres løsning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079