23948sdkhjf

Plastproblemets alvor kalder på bindende krav og mål

Dagens debattør forventer forbud af mikroplast i forbrugerprodukter samt forbud mod engangsservice af plast.

Af Øjvind Vilsholm, medlem af Folketinget og miljøordfører i Enhedslisten.

Det er afgørende, at Danmark bliver bedre til at håndtere den uendelig stigende strøm af plastik. Men det er ikke nok. En kommende handlingsplan skal også sikre, at vi markant begrænser vores forbrug af plastik. Hvis det står til Enhedslisten skal bindende krav og mål om reduktioner på bordet i regeringens kommende plasthandlingsplan.

Selvom vi i har effektive affaldssystemer, findes fødevareemballage alligevel i naturen. De fleste har set billeder af fugle, der er omkommet, fordi deres maver var fyldt op med rester af plastik. Og mange husker nok også kaskelothvalen, der i februar skyllede død op på en spansk strand. Den havde intet mindre end 29 kilo plastik i maven: plastikposer, rester af fiskenet og en benzindunk. Den slags har været med til at sikre en stærkt voksende bevidsthed om nødvendigheden af at få ændret radikalt på vores forbrug af plastik – også i industrien og detailhandlen.

Positivt at industri og detailhandel går foran
Det seneste år har vi set flere eksempler på, at industrien og detailhandlen tager skridt fremad i forhold til at genanvende. For eksempel vil COOP udskifte emballagen på 4000 produkter med genanvendelige materialer og Føtex vil stoppe al salg af engangsbestik i plast inden 2019.

Netto udvikler p.t. et pantkoncept på bæreposer sammen med resten af Salling Group, og de har forpligtet sig til mål om en mere bæredygtig brug og genanvendelse af plast til emballage, transport m.m. Det er utrolig positivt og glædeligt, at branchen begynder at tage ansvar. Og ja, der skal fuld skrue på genanvendelse og re-design af produkter med indbygget producentansvar.

Enhedslisten håber gevaldigt, at den nye plasthandlingsplan på den allermest ambitiøse måde kan understøtte dette med mål, krav og lovgivning.

Mere end cirkulær økonomi
Men regeringen bliver nødt til, at forholde sig til, at udviklingen af genanvendelsesteknologi og den cirkulære økonomi generelt slet ikke kan følge med den enorme produktion af plastik. Ifølge en rapport fra plastindustrien fra 2016 er plastproduktionen siden 1950 vokset fra 1,5 til 322 millioner ton om året i 2015, og kurven fortsætter med at stige dramatisk.

Investeringerne i produktion af ny plast overstiger med syvmileskridt investeringerne i genanvendelse af plast. Den cirkulære økonomi kan med andre ord ikke gøre det alene.

Vi skal simpelthen begrænse vores forbrug af plastik markant, og det kan kun gå for langsomt. Og der skal systemiske ændringer til. Er det fx en naturlov, at alle fødevarer skal være pakket hermetisk ind i plast i bestemte antal? Bør love og regler ikke understøtte strukturer i detailhandelen, som fx løssalg af frugt og grøntsager, der gør op med normen om færdig plastikindpakkede portioner?

Det handler altså ikke kun om, at udvikle nye typer emballage af nye materialer. Vi skal også se helt ind i vores produktion og transport og forbrugsmønstre og se på, om de kan udvikles på en måde, så man i langt højere grad overflødiggør engangsemballage.

Der skal bindende mål og lovkrav på bordet
Hvor EU's plaststrategi i høj grad baserer sig på frivillighed, bør den danske regering gå foran og sikre, at den kommende danske plasthandlingsplan lægger sporene ud for bindende lovkrav og reduktionsmål. Det enorme plastproblem kan ikke kun lykkes ved at forbyde ikoner som sugerør og plastikkrus eller at enkelte visionære firmaer træder et par skridt foran.

Enhedslisten forventer derfor, at der i den kommende plasthandlingsplan bliver lagt op til en række helt konkrete tiltag. Eksempelvis:

  • forbud mod mikroplast i forbrugerprodukter
  • forbud mod engangsservice af plast

Derudover skal der ske en seriøs indsats i forhold til plast i naturen. Her er det vores håb, at der indføres en pantordning for tabte fiskeredskaber af plast, som udgør en særligt farlig type plastaffald, når de mistes til havs. Alt sammen tiltag, som lande omkring os allerede har taget (både i EU og uden for EU).

Enhedslisten mener, at vi bør have en samlet plastlov, hvor man kan samle de forskellige krav og forpligtigelser til de forskellige sektorer. Problemets omfang kræver, at vi får bindende krav og mål skrevet ind i regeringens kommende plasthandlingsplan og Enhedslisten håber at den nye minister på posten er ansvaret voksen.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094