23948sdkhjf

Dansk plast-stige skal redde liv i verdens havne

Iværksætterne bag en nyudviklet redningsstige til havne øjner et stort markedspotentiale i udlandet.

Den er skriggul, bygget i forstærket plastik, lyser om natten - og så kan den redde liv. Tilmed kan den måske blive Danmarks næste maritime eksportsucces. 

LifeLadder hedder den nyudviklede stige, som skal hjælpe mennesker, der er faldet i havnen. Stigen er udviklet af de to arkitekter og kolleger Stefan Urup Kaplan og Lars Techt Myrhøj.

Redningsstigen er allerede solgt til flere havne herhjemme og i udlandet. Og nu er stigens opfindere klar til at tage det næste skridt for at få produktet ud på verdensmarkedet. 

Kan ikke ruste 
Stigen fremstilles i et plastmateriale, som kan modstå det hårde havnemiljø og ikke ruster som en traditionel redningsstige af jern. 

Efter en meget lang testfase er TrygFondens redningsstige blevet sat i produktion hos AVK-Plast i Ribe.

- Vi satser på dansk ekspertise, både fordi det ikke er meget dyrere, men også fordi det er en fordel at have produktionen tæt på, forklarer Stefan Urup Kaplan.

De solcelledrevne LED-lamper, som er ekstraudstyr til stigen, produceres dog i Sverige. 

Nu som iværksættere
Men selvom stigen er sat i produktion, slutter historien ikke her. For de to opfindere bliver LifeLadder nemlig startskuddet til en ny iværksættervirksomhed. 

Formålet er at udvikle en helt ny stige med fokus på en mere kommerciel løsning og med tiden koble flere livreddende produkter på til havne i ind- og udland. 

Stefan Urup Kaplan forklarer, at LifeLadder grundlæggende løser de samme udfordringer. Men hvor TrygFondens røde stige er lavet af en kombination af plast og gummi, finder de to arkitekter ud af, at hvis man laver en ny og lettere stige udelukkende af plast og opbygget i moduler, vil den være nemmere både at transportere og montere. 

FAKTA: LifeLadder 
  • Hver fjerde drukneulykke i Danmark sker i havne. Behovet for at forbedre sikkerheden vokser desuden i takt med, at stadig flere industrihavne omdannes til boligområder. 
  • Traditionelle redningsstiger, der hænger på moler, broer og kajanlæg, er typisk meget svære at få øje på. De skiller sig ikke ud fra havnens mørke overflader og særligt om natten er de slet ikke til at se. Disse stiger fremstilles i stål og trods jævnligt vedligehold ruster de ved vandoverfladen. 
  • LifeLadder er fremstillet til industrielle og bymæssige havne og kajanlæg, sluser, vandveje og marinaer. Stigen er fremstillet af vedligeholdelsesfrit, armeret plast, som er gennemfarvet i en stærk gul og UV-resistent farve, som gør det nemmere at se redningsstigen både dag og nat. Der kan endvidere monteres solcelledrevet LED-lys på stigen. 
  • Projektet har modtaget støtte fra Borean Innovation, InnoBooster (Innovationsfonden), Markedsmodningsfonden og Marcod.

Læs hele historien på Søfarts portal (kræver login).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203