23948sdkhjf

Pantordning på plastposer er i gang

En krone for en brugt Netto-pose.

I dag starter Nettos prøveperiode med pant på de gule indkøbsposer. Den nye ordning indbefatter, at kunder kan returnere brugte Netto-posen ved kassen og få en krone tilbage.

Ordningen er i første omgang sendt til test på Fyn og kickstartes af koncernens internationale direktør Michael Løve i butik i hjertet af Odense. Det skriver TV2 Fyn.

Formålet med det nye initiativ er at blandt andet at reducere mængden af plastikposer i naturen og samtidig få kunderne til at benytte poserne mere end én gang, i stedet for eksempelvis at bruge dem som skraldeposer, hvor de bliver brændt af som restaffald. Det oplyste Netto i en pressemeddelelse sidste måned.

Hvis initiativet fungerer, forventes pantordningen udbredt til samtlige Nettos næsten 500 butikker i Danmark samt i udlandet, hvor Netto driver flere end 800 butikker fordelt over Sverige, Polen og Tyskland.

50 øre pr. pose
Ordningen betyder, at kunderne i de 56 fynske Nettobutikker fra i dag skal betale 50 øre ekstra for en plastikpose. Til gengæld kan de få en krone igen, hvis de efter brug afleverer den ved kassen.

Overskuddet fra ikke-retunerede poser går til WWF. 

Ideen blev lanceret i marts og kom kort efter offentliggørelsen af en rapport fra DTU Miljø, der fremhævede plastposer som de mest miljørigtige poseløsninger foran alternativerne i papir, stof og bomuld. En konklusion der i ugerne efter modtog megen kritik på de bagvedliggende udregninger.

Samme dag som Netto lancerede deres ide, præsenterede Lidl også en plaststrategi, hvor de helt udfaser plastikposen til fordel for alternativer i biobaseret materiale.

Det er første gang i Danmark, at der indføres pant på plastikposer.

  • Netto tester fra den 16. april pant på specialdesignede plastikposer. Det sker i alle de fynske Netto-butikker.
  • I testperioden vil kunderne betale en pant på 50 øre for hver købt pose.
  • Poserne kan returneres til kasseassistenten, hvorefter kunden får 1 kr. retur. Forskellen betales af Netto.
  • Poser, der bliver afleveret, vil blive indsamlet og afleveret til genanvendelse.
  • Vælger man ikke at pante posen, vil pantoverskuddet gå fra Netto til WWF Verdensnaturfonden, som Dansk Supermarked Group og Netto samarbejder med gennem et fælles partnerskab om plast.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159