23948sdkhjf

Nordjylland får Danmarks første ’plastakademi’

Virksomheder kan i fremtiden sende deres medarbejdere på plast-studietur til Mariager.

Vi er ikke helt så gode til at genbruge og genanvende plast, som vi går og tror.

På den baggrund får Danmark nu sit første plastakademi med hjemme i Mariager i Nordjylland.

Her har virksomheden Aage Vestergaard Larsen længe arbejdet med at udvikle metoder til at anvende brugt plast som granulat, og nu tager man et nyt skridt og inviterer virksomheder som Arla og LEGO til at sende deres medarbejdere i lære hos virksomheden.

Det skal i det lange løb sikre, at flere plastrester, især fra husholdningsaffald, kan genanvendes, fortæller direktør hos Aage Vestergaard Larsen, Franz Cuculiza.

- Vi er rigtig gode til at få genanvendt plast i industrien. Men når det gælder privat husstandssorteret plast, er vi simpelthen de ringeste i Europa, siger Franz Cuculiza til DR Nordjylland.

I den sammenhæng vil et akademi gøre gavn, mener han.

- Der er et stort behov for at vide mere om genanvendelse af plast. Vi brænder og eksporterer for meget, så jeg tror, at hele værdikæden, alle i og omkring plastindustrien, har et stort behov og ønske, har vi opdaget, om at vide mere om, hvordan man genanvender og også designer plast, så det kan genanvendes bedre, siger Franz Cuculiza.

Svejset emballage
Hos Arla Foods har man allerede et samarbejde med Aage Vestergaard Larsen, og her tager man godt imod initiativet.

Som en del af sin klimastrategi ha virksomheden et mål om, at alt emballage i fremtiden skal kunne genanvendes.

Sådan er det ikke i dag, fortæller ansvarlig for miljø- og energioptimering i Arla, Karen Tybjerg.

Det gælder eksempelvis folie til oste, hvor man benytter sig af meget tynd plast fra flere forskellige plastkilder, hvilket gør det svært at genanvende.

- Man kan ikke se det med det blotte øje, men folien består af to, tre eller en gang i mellem fire forskellige typer plastmateriale, der er svejset sammen, så det bliver ganske, ganske tyndt. Men det gør det meget svært at ’recycle’, fordi de har forskellige smeltepunkter og egenskaber, siger hun.

Ny genanvendelse
I den sammenhæng kan akademiet været et sted at finde ny inspiration til, hvordan emballagen kan designes og genanvendes på en smart og bæredygtig måde for virksomheden.

- Vi håber nu, at vi med det her plastakademi kan få nogle af de unge studerendes hoveder på opgaven, så de kan tænke nye tanker og lave nye forsøg, siger Karen Tybjerg.

Hun fortæller, at man tidligere har undersøgt, hvordan man kan bruge kompositter fra emballagen i for eksempel terrassebrædder, men at det har knebet med at finde en rentabel løsning.

Hun mener dog ikke, at Arla har skudt over målet, når virksomheden går efter 100 procent genanvendelse af sin emballage.

- Man bliver nødt til at have ambitiøse mål for at nå nogle vegne, og heldigvis er det sådan, at der sker rigtig meget i den teknologiske udvikling, og at også EU har lavet en målsætning omkring det. Det gør at alle tænker i den retning, siger hun.

Danmarks nye plastakademi er støttet af Industriens Fond og i samarbejde med Plastindustrien og Aalborg Universitet.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125