23948sdkhjf

Komposit-stilladser til en konservativ branche

Nordic Platform laver stilladsløsninger i komposit men kæmper med det danske marked.

Nordic Platform i Haderslev har gjort det til firmaets filosofi at udfordre de gængse normer for materialer på byggepladser. De har udviklet dele til stilladser i komposit, der gør op med fordommene om, at alt skal leveres i træ, stål eller aluminium.

- Det springende punkt er sikkerhed. Vægtmæssigt giver kompositten baghjul til stålstilladser, og kvalitetsmæssigt er vi fuldt ud konkurrencedygtige med konstruktioner i aluminium. Komposit er nemmere at løfte og håndtere, og det er vigtigt i en branche, hvor et sikkert og ergonomisk arbejdsmiljø er så centralt, og hvor nedslidning og arbejdsskader fylder meget, siger Per Mose Jakobsen, administrerende direktør og partner i Nordic Platform.

Intentionerne vs. pris
Men selvom sikkerhed og arbejdsmiljø fylder stadigt mere på arbejdspladser, så oplever Per Mose Jakobsen, at det er svært at trænge igennem med nye produkter i den danske byggebranche.

- Alle efterspørger lettere og sikrere produkter, fordi der er mange løft og flyt igennem en dag. Men det er som om, de gode intentioner hører op, når man begynder at tale om pris. Så vender alle tilbage til de traditionelle løsninger, siger han.

En ting er prisen, en tredje ting er manglende vilje til at afvige fra det, man plejer, siger han.

- Der er en naturlig skepsis overfor nye produkter. Vi skal virkelig gøre os umage for at overbevise nye kunder, selvom vi kan fremvise dokumentation for, at kompositten på en lang række områder er andre materialer overlegne, siger han.

Tyverisikring
Firmaet leverer elementer til stilladser fremstillet i komposit, blandt andet rørfastgørelser, spacefillere og de traller og de stilladsdæk, håndværkerne går på i højderne. Traller og stilladsdæk i komposit er dyrere end dem i træ og stål, og det er nok en tungtvejende årsag til, at branchen stadig vælger de traditionelle løsninger, siger han.

- Men kompositten har andre fordele, som man også skal indregne i købsprisen. Eksempelvis har komposit indbygget tyverisikring, fordi materialet ikke er i høj kurs på det sorte marked, som for eksempel aluminium er det. Desuden kan komposit indfarves i firmaernes logofarver, så man undgår, at materialerne "ved et uheld" havner hos de forkerte bygge- og stilladsfirmaer, siger Per Mose Jakobsen.

Indfarvningen kan også udgøre en form for advarselsfarve, så håndværkerne ikke slår hovederne unødigt på elementerne, så farve-featuren tjener flere formål, uddyber han.

Succes i udlandet
I udlandet blæser helt andre vinde i branchen, siger Per Mose Jakobsen, der har landet flere store ordrer i blandt andet Norge, der har sikret virksomhedens indtægtskilde i sine opstartsår.

- I Norge vedtog de største stillads- og byggefirmaer for få år siden at forbyde stilladser med træelementer, fordi man ikke kan forudse, hvornår træ er så svækket, at der er brudrisiko med faldskader til følge. Derfor besluttede disse firmaer at kassere traller og stilladsdæk med træ i, og på den baggrund landede vi i 2013 en aftale om at levere 40.000 stilladsdæk til én enkelt norsk kunde, siger Per Mose Jakobsen.

Nordic Platform sælger til otte lande, heriblandt Sverige, Norge, Østrig og New Zealand.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078