23948sdkhjf

Affaldsbranche: Nu må vi gøre noget ved plastikaffaldet

Kina vil ikke længere modtage klodens plastikaffald. Danmark må selv opstille mål for plast, mener forening.

Næste år er det slut med at bruge Kina som verdens skraldespand for plastaffald. Danmark bliver nødt til selv at sætte mål op for at nedbringe vores store belastning af miljøet med plastik. 

Sådan lyder det fra Jacob Hartvig Simonsen, administrerende direktør i Dansk Affaldsforening. Hans medlemmer håndterer husholdnings- og erhvervsaffald for 5,6 millioner borgere i Danmark.

Plast er et fremragende materiale - men virkeligt vanskeligt affald. Og problemerne med plastaffald er nu så alvorlige, at vi er nødt til at gøre noget drastisk.

- Vi finder plastik flere og flere steder i miljøet, også i havet. Der mangler en visionær strategi, siger han.

Det vil få enorme konsekvenser for verdens håndtering af plastaffald, at Kina nu smækker døren i. Fra 2018 er det slut med Vestens eksport af plastikaffald til Kina, lyder det fra Beijing. 

Kina har i en årrække modtaget over halvdelen af verdens plastaffald, også fra Danmark. I 2016 løb det op i 7,3 millioner ton.

Danske politikere - og EU - bør opstille mål for at få mængderne af plastik ned og fremstille plasten af planter frem for olie, anbefaler Jacob Hartvig Simonsen:

I 2025 skal al emballage af plastik være designet, så den kan genanvendes. I 2035 skal fremstilling af fossilt - oliebaseret - plastik til forbrugerprodukter være udfaset. 

I 2050 skal Danmark være helt frit for fossilbaseret plast.

- Vi bruger alt for meget plastik til emballage. Vi bruger måske kun plasten i fem minutter for at fragte agurken hjem fra supermarkedet, men materialet holder jo i hundredvis af år, siger Jacob Hartvig Simonsen.

Mette Abildgaard, miljøordfører for De Konservative, peger på, at regeringen har en handlingsplan på vej for plast. Men det er meget vigtigt også med europæiske mål, siger hun.

I Danmarks Naturfredningsforening (DN) hilser man velkomment, at affaldsselskaberne åbner debatten, siger miljøpolitisk rådgiver Jens Mortensen. 

- Men vi fokuserer på plast og ikke kun på fossil plast. Danmark skal være fri for plast i naturen, på deponier og i forbrændingsanlæg. Plastaffald skal genbruges og genanvendes, uanset om det er fossilt eller bioplast, siger han.

I Plastindustrien understreger miljøchef Christina Busk, at oliebaseret plast er en værdifuld råvare, som ikke bør brændes af. Markedsværdien skal retur i systemerne, siger hun.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19