23948sdkhjf

Grønne ambitioner hos sjællandsk plastproducent

Plastvirksomheden Floracup gennemgår løbende deres energi- og ressourceforbrug for mulige besparelser. Bæredygtighed giver bedre tal på bundlinjen - også i klimaregnskabet

En lang række små og mellemstore virksomheder arbejder på at blive mere grønne og bæredygtige. Én af dem er plastvirksomheden Floracup i Allerød, der producerer emballage til blomster og potteplanter. Gennem projektet Bæredygtig Bundlinje har virksomheden gennemgået, hvordan den kan få et mere effektivt energi- og materialeforbrug og dermed spare penge og ressourcer.

Ifølge Floracups ejer Axel Hallum er virksomhedens motivation for at blive mere bæredygtig dog større end de økonomiske gevinster:

- Der er ikke nogen vej udenom for os alle sammen på hele kloden: vi skal opføre os mere bæredygtigt fremadrettet, siger Axel Hallum og fortsætter "derfor er vi som en virksomhed, der larmer og belaster, selvfølgelig også nødt til at gøre vores bedste for at mindske vores påvirkninger på omgivelserne.

Energieffektive investeringer
Plastvirksomheden arbejder med at mindske sit CO2-aftryk på flere måder. Overskudsplast fra produktionen afsættes til andre virksomheder og virksomheden har skiftet apparater med varmelegemer, køleenheder og ventilation ud med nye, mere energieffektive modeller.

Ifølge Axel Hallum har deltagelsen i projektet betydet, at det indkøbte inventar er mere energieffektivt end det, Floracup umiddelbart ville have købt. Netop nu er Floracup ved at undersøge muligheden for at skifte alle lyskilder til energieffektive LED-pærer.

Floracup har før deltaget i et projekt, der hed Carbon 20. Her hjalp en række kommuner små og mellemstore virksomheder med at lave energibesparelser. Målet var, at virksomhederne skulle sænke deres udledning af drivhusgasser med 20 procent over en treårig periode. Det lykkedes og Floracup fik blod på tanden til at fortsætte med de grønne tiltag.

- Det er en hjælp at have klare pejlemærker, målinger og tilbagerapportering. Man bliver holdt til ilden og føler sig som en del af et fælles projekt, siger Axel Hallum og fortsætter:

- Og så har vi fået et netværk af virksomheder i området, og det er inspirerende at høre, hvad andre gør for at blive mere bæredygtige.

Bæredygtig Bundlinje skaber rammerne for et samarbejde mellem 100 virksomheder og deres kommuner, hvor virksomhederne med hjælp fra kommuner og konsulenter udvikler en grøn forretningsmodel. Målet er at reducere materialeforbruget med cirka 2.500 tons og CO2-udledningen med cirka 13.300 tons. Derudover understøtter projektet den lokale grønne erhvervsudvikling og klima- og miljømål i kommunerne.

- Vi har i vores Planstrategi 2015 forpligtet os som kommune til at arbejde på at reducere CO2-udledningen i erhvervslivet. Det er en af årsagerne til, at vi deltager i partnerskabsprojektet Bæredygtig Bundlinje. Gennem projektet får vi adgang til at vejlede virksomhederne inden for fagområder, der ligger uden for kommunen. For eksempel hos Floracup hvor vi er dykket ned i at optimere deres energiforbrug, fortæller Per Møller der er projektleder for Bæredygtig Bundlinje hos Allerød Kommune.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078