23948sdkhjf

- Vi vil med så tidligt som muligt

En tidlig involvering i udvikling af designerprodukter i plast er altafgørende for processen, lyder det fra direktør.

Det perfekte samarbejde handler om tidlig involvering. Så klar er meldingen fra Peder Madsen, administrerende direktør i Dan Hill Plast i Hornsyld, der er specialister i rotationsstøbning og leverer et bredt spektrum af produkter inden for denne metode.

Virksomheden står blandt andet bag Verpan-sofaen Cloverleaf og senest de runde kugleformede borde og bænke i serien Scoop. Begge projekter har det tilfælles, at de kommer fra en designers hånd og tegnebord og har skulle omsættes til et rotationsstøbt plastmøbel på en måde, der både havde respekt for æstetikken og håndværksprocessen.

- Ofte kræver designet en tilpasning før, at det bliver hensigtsmæssigt at rotationsstøbe. Det er ikke altid, at designeren har produktionsprocessen for øje, og så må man ind i et samarbejde om, hvordan man kan tilpasse produktet, så det bliver optimalt i udtrykket og i støbningen. Det er derfor, vi gerne vil ind så tidligt som muligt, når vi får denne slags opgaver, siger Peder Madsen.

Proces og æstetik
I arbejdet med Scoop måtte Dan Hills Plast også i dialog med designeren af Scoop, Julie Storm, for at finde det helt rigtige udtryk, der både forenede de grundlæggende designlinjer med en tur igennem støbeprocessen.

- Udfordringen med Scoop var, at bordene og stolene var en tilføjelse til en allerede eksisterende serie af blomsterkummer. Det vil sige, at designet sådan set var lagt fast, og vi kunne ikke foretage store ændringer på det. Vi endte med at ændre på nogle vinkler i designet, så det blev muligt at støbe det på en måde, der kunne gøre alle tilfredse, siger Peder Madsen og tilføjer, at processen med Scoop er et godt eksempel på, når sparring mellem designer og håndværker går op i en højere enhed.

- Især på møbler er det vigtigt, at vi kommer så tidligt ind i processen som muligt, hvis vi skal have en chance for at byde ind med de tekniske krav til støbeprocessen. Der kan det godt være svært, hvis løsningen alt for tidligt bliver låst fast i et designudtryk, siger Peder Madsen.

Granuleres efter brug
Scoop er rotationsstøbt i gennemfarvet polyethylen og gør det modstandsdygtigt for vind, vejr og slitage. Samtidig er plasttypen udvalgt fordi den rene materialefraktion gør produktet nemmere at genanvende efterfølgende, hvilket Peder Madsen oplever, at en del kunder efterspørger.

- Når dagen kommer, hvor man skal af med sit møbel igen, så kan det relativt nemt granuleres og støbes om til noget andet. Flere kunder bliver opmærksomme på at produktet skal have et liv bagefter, den tendens i tiden er ikke er dårligt at forfølge som virksomhed, siger Peder Madsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094