Producentansvaret for emballage har netop haft et-års jubilæum i Danmark - men ikke uden kritik.
Forleden kom regeringen derfor med et nyt udspil til et prisloft på affaldshåndteringen for at imødekomme en del af kritikken, der er fulgt i kølvandet på implementeringen.
Prisloftet skal skabe større forudsigelighed om producenternes udgifter. "Et positivt tiltag", mener brancheforeningen Plastindustrien, men der venter endnu en opgave forude - næste skridt bør ifølge Plastindustrien være at få økonomien til også at trække i retning af producentansvarets egentlige mål: At den plast, virksomhederne betaler for at få samlet ind, også bliver til en råvare, der er værd at genanvende.