Der var masser af godbidder til Danmarks produktionsvirksomheder i det regeringsgrundlag, den nye firkløverregering præsenterede tirsdag. Det vurderer Peter Trillingsgaard, branchedirektør for DI Produktion.
- Overordnet er vi sådan set positive over for mange af de tiltag, der er. Helt oppe i helikopteren kvitterer vi i den grad for selskabsskatten. Det er der mange produktionsvirksomheder, der bliver rigtig glade for, og det giver jo lidt mere luft i budgettet til at investere i virksomheden og i øvrigt sidestille os med nogle af de lande, vi konkurrerer med. Så det er vi meget glade for, siger Peter Trillingsgaard.