Med rødder i DTU og et stærkt fodfæste inden for materialeforskning bevæger Fom Technologies sig nu ind på nye fronter.
I dag har virksomheden kunder inden for alt fra energi til medtech (blandt andet polymercoating), og også til den hastigt voksende forsvarsindustri, der gennem de senere år er blevet et stadigt større fokusområde for den Amager-baserede materialeforskningsvirksomhed.
Administrerende direktør Michael Stadi er dog også bevidst om, at Fom Technologies er en mindre spiller på det globale marked, og derfor ser amagerkanerne strategiske samarbejder som nøglen til at få fodfæste i nye sektorer.
- Vi søger efter at indgå partnerskaber – det gør vi også på andre områder. Vi skal finde nogle at lege med, hvor vi komplementerer hinanden godt, for det kan være vores vej til vækst, siger han.
Kernen i forretningen er den egenudviklede slot-die coating-teknologi, som gør det muligt at påføre ultratynde og ensartede lag af materialer med høj præcision og hastighed. Teknologien bruges i dag til at udvikle nye materialer til solceller, batterier og brændselsceller – områder, hvor effektivitet og holdbarhed er afgørende.
Det gør Fom Technologies interessant for forsvarsindustrien, hvor der er stigende behov for avancerede materialer, letvægtskomponenter, sensorer og energilagringsløsninger – alt sammen områder, hvor præcise belægninger er centrale.
- Som verden er i dag, er det helt oplagt for os at kigge i den retning. Vi ser et stort potentiale for vores teknologi inden for forsvarsindustrien, som i disse år også er i meget stor vækst, siger adm. direktør, Michael Stadi.
Derfor mener direktøren også, at partnerskaber med større forsvarsvirksomheder kan åbne døren til en ny og bredere kundebase.
- Vores teknologi er unik, men den kan bruges inden for rigtig mange områder. Det er det, der skal gøre os interessante for andre og større virksomheden at arbejde med, siger Michael Stadi.
Fom Technologies arbejder allerede i Nordamerika, Europa og Asien og betegner sig selv som "born global". Og selvom Michael Stadi ikke vil sætte tal på, hvor stor en del af forretningen satsningen på forsvarsindustrien har potentiale til at blive, fortæller han, at ambitionerne er store.
- Vi skal fortsætte vores vækst på området, men jeg sætter ikke konkrete tal på noget. Vi følger markedet tæt – både i Danmark og internationalt.