23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Plastforum
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Konference: Sådan gør du klimadata til en konkurrencefordel

Den 29. oktober inviterer Plastindustrien til klimakonference i Nyborg med fokus på, hvordan klimadata kan gøres til en konkurrencefordel – gennem ny viden, værktøjer og inspirerende cases

Igen i år afholder brancheforeningen Plastindustrien en konference med fokus på bæredygtighedsdata i plastbranchen. Efter succesen med sidste års klimakonference, hvor deltagerne blev klædt på til at forstå nye EU-krav og behovet for valide data, bygger årets konference videre på, hvordan virksomheder kan gøre klimadata til en konkret konkurrencefordel. Mange medlemmer efterspørger i stigende grad hjælp til at finde og bruge bæredygtighedsdata på deres produkter og ydelser og derfor holder Plastindustrien konferencen for at vise, hvordan virksomheder kan bruge data til at skabe reel værdi på markedet.

Dagens program byder på mange spændende indslag, og Plastindustrien er allerede nu klar til at præsentere en stor del af programmet til konferencen ’Klimadata som konkurrencefordel’. Her lærer deltagerne at omdanne klimadata fra et lovkrav til en strategisk ressource. Programmet kombinerer overblik over de vigtigste regler og værktøjer med inspirerende cases fra plastbranchen, hvor virksomheder deler erfaringer fra deres arbejde med grøn omstilling. Dermed får deltagerne både viden, konkrete metoder og eksempler på, hvordan data kan omsættes til værdi i praksis.

- Jeg ser meget frem til konferencen, som vi nu afholder for tredje år i træk. Der er sket utroligt meget i den periode, både hvad angår ny lovgivning samt ikke mindst virksomhedernes ståsted. I år tager vi et nærmere kig på Ecodesign-forordningen og Det digitale produktpas – med fokus på, hvad der venter af krav på plastområdet. Og så byder dagen på en masse konkrete værktøjer til opgørelse af produkters klimaaftryk og selvfølgelig en masse inspirationsoplæg fra plastbranchen, siger Anders Kildegaard Knudsen, seniorkonsulent for miljø og klima i Plastindustrien.

Programmet kombinerer inspiration og praktiske redskaber

Konferencen kickstartes med et oplæg af Malene Thiele, VP Global ESG & Sustainability hos Nilfisk, som vil fortælle om virksomhedens 130-årige bæredygtighedsrejse – med særlig vægt på brugen af genanvendt plast som en hjørnesten i omstillingen til mere miljøansvarlig produktion.

- Nilfisk har netop opdateret sine klimamål og sat kursen mod Net-Zero i 2040. Plast er identificeret som en bidragsyder til Scope 3-emissioner på omtrent fem pct., og derfor er genanvendt plast ikke kun en nøgle til dekarbonisering, det er også et strategisk svar på kundernes stigende krav om bæredygtighed. Den indledende analyse viser, at plast spiller en rolle i at nå målet, og at indsatsen samtidig kobler klimahensyn direkte med kommerciel værdi, siger Malene Thiele.

Blandt de øvrige oplægsholdere finder man Louise Bünemann, fagleder for EU-miljøpolitik fra Dansk Industri, der giver et overblik over status på data og Det digitale produktpas og løfter sløret for, hvad virksomhederne kan forvente i den nærmeste fremtid. Jan Viegand, partner i Viegand Maagøe, går tættere på Ecodesign-direktivet og stiller skarpt på, hvordan de kommende regler vil påvirke kravene til genanvendt plast. Konferencen giver også indblik i de nyeste værktøjer til at arbejde med data i praksis. Mikkel Hylleberg Sørensen, CEO og medstifter af Quantified Impacts, viser, hvordan virksomheder kan beregne produktspecifikke klimaaftryk og bruge resultaterne som grundlag for strategiske beslutninger, mens Mikkel Bering Alstrup, CEO og medstifter af BeWo, tager fat på kunstig intelligens og demonstrerer, hvordan AI kan bruges til at effektivisere klimaregnskaber.

Cases fra plastbranchen

Anden halvdel af konferencen byder på cases fra plastbranchen, som giver deltagerne konkrete eksempler på, hvordan klimadata kan bruges i praksis. Blandt andet fortæller Tom Mikkelsen fra Tempur Sealy om PUR-branchens rejse mod et lavere CO₂-aftryk, mens Sean Quint fra C. K. Produktionen fortæller, hvordan Klimaklar-programmet har været en driver for grøn omstilling. Derudover deler Henrik Palokangas fra Polykemi sine erfaringer med at bruge plastdata som en reel konkurrencefordel, og Peter Rosenkrands fra Proplast præsenterer et ESG-kit, der hjælper virksomheder med at få styr på deres klimadata.

Programmet bliver løbende opdateret og kan følges på Plastindustriens hjemmeside. De første pladser er allerede afsat, og fordeles efter først-til-mølle-princippet, så husk at tilmelde dig via QR-koden eller på vores hjemmeside. Tilmeld dig via QR-koden.

Artiklen er oprindeligt bragt på brancheforeningen Plastindustriens sider i Plastforums trykte magasin.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web02