Svenske FAS Converting Machinery AB, producent af udstyr til konvertering af plastfilm til poser på rulle, har deltaget på mange messer gennem årene, men for virksomhedens adm. direktør er årets K-messe den anden i rækken.
Vi møder adm. direktør Aldijana Mehanovic på K2025, hvor hun fortæller, at virksomheden blev solgt til amerikanske CMD Corporation i 2024. Det år var samtidig et rigtig godt økonomisk år for FAS, faktisk et rekordår.
- Da vi gik ind i 2025, så det også virkelig godt ud i ordrebogen, men da cirka 50 procent af vores omsætning er mod USA, har det været et udfordrende år, siger hun.
Om det skyldes handelskrig, told eller andet, kan hun ikke rigtig svare på. 2025 vil – trods dette – stadig ende med gode omsætningstal, selvom virksomheden havde forventet et bedre resultat ved årets begyndelse, siger hun.