HI-messen – Danmarks største industribegivenhed og samlingspunkt for en branche i rivende udvikling.
Her mødes virksomheder, forskere og frontløbere for at præsentere de løsninger, der former fremtiden. Og i år er ambitionerne høje; mere end 630 udstillere, nye teknologispor og et konferenceprogram, der spænder fra plast og logistik til kunstig intelligens og kritisk infrastruktur. HI-messen i Herning er kort sagt stedet, hvor visioner omsættes til virkelighed, og hvor aktører på tværs af værdikæden henter viden og inspiration - og, hvem ved, måske også indgår nye partnerskaber.
MESSEN AFSPEJLER et industrilandskab i forandring. For EU’s nye maskinforordning – populært kaldet ”maskinbibelen” – ruller snart ind over branchen. Når reglerne træder i kraft den 20. januar 2027, skærpes kravene til fabrikanter, importører og slutbrugere. Væsentligt er ikke mindst, at man skærper kravene til farlige maskiner. Nye afsnit om både kunstig intelligens og cybersikkerhed skal sikre, at maskiner ikke kan manipuleres digitalt. Samtidig står vi midt i et teknologisk kvantespring. Humanoide robotter, udstyret med avancerede sensorer og kunstig intelligens, er næppe så langt fra at finde vej til de danske fabrikker, som vi måske tror. De første testprojekter kan være i gang allerede næste år. Forventningen er, at robotterne begynder med simple inspektionsopgaver, men hurtigt vil kunne overtage mere komplekse funktioner. Når først masseproduktionen sætter ind, vil prisen falde dramatisk – og udbredelsen kan blive omfattende. For industrien kan det betyde både aflastning i en tid med mangel på arbejdskraft og en helt ny dynamik på fabriksgulvet.
MEN FASCINATIONEN af de enorme mængder ny teknologi bør gå hånd i hånd med kritisk sans. Som DTU-professor Anders Kristian Munk minder os om, er sprogmodeller som ChatGPT ”født til at fabulere”. De kan være produktive værktøjer, men de kan også levere upræcise eller direkte forkerte svar. Derfor må de indhegnes og kombineres med sikre datakilder, hvis de skal skabe værdi i en industriel virkelighed. Samtidig rejser teknologien spørgsmål om energiforbrug, bias og troværdighed, som ikke kan negligeres.
DERFOR ER HI-MESSEN mere end et udstillingsvindue. Den er et spejl af de dilemmaer, vi som industri og samfund står i: Hvordan udnytter vi det teknologiske potentiale uden at give køb på sikkerhed og etik? Hvordan skaber vi værdi med kunstig intelligens og robotter, uden at vi mister blikket for det menneskelige ansvar? Og hvordan sikrer vi, at regulering og innovation følges ad – ikke i konflikt, men i samspil? Dette magasin inviterer dig til at gå på opdagelse i netop nogle af de spørgsmål. Du kan læse om virksomhedernes løsninger, eksperternes vurderinger og de politiske rammer, som vil præge fremtidens industri. For bag de blankpolerede robotter og de digitale løfter ligger en grundlæggende erkendelse: Fremtiden formes ikke alene af teknologi, men af de valg, vi træffer i dag.
Nordiske Medier med MetalSupply, Electronic Supply og Plastforum i spidsen er rigt repræsenteret på HI Tech & Industry Scandinavia 2025. På messen finder du vores specialproducerede messemagasin som inspiration til din messedeltagelse.
Du kan også møde journalister fra vores respektive redaktioner på messens første dag tirsdag kl. 13.00-14.00 i Hal M.
God læselyst – og rigtig god messe.