Flere danske plastvirksomheder retter nu blikket mod forsvarsindustrien som nyt vækstmarked.
Den 11. december afholder DI Forsvar og sikkerhed en introduktionsdag i Nyborg, hvor plastbranchen og andre potentielle leverandører får indsigt i forsvarsindustriens indkøbsprocesser og strategiske behov. Arrangementet er målrettet nye medlemmer, nyansatte og interesserede virksomheder, der ønsker at forstå mekanismerne bag samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og derigennem finde adgang til forsyningskæden.
Det oplyser DI Forsvar og sikkerhed i en pressemeddelelse.
- Formålet er at give virksomheder, der er nye i sektoren, en introduktion til, hvordan forsvars- og sikkerhedssektoren fungerer, hvilke aktører der er på markedet, og hvordan samarbejdet med staten foregår, udtaler DI Forsvar og sikkerhed.
Køb, køb, køb
Introduktionsdagen kommer på et tidspunkt, hvor Danmarks forsvarsbudget er kraftigt stigende som følge af krigen i Ukraine og en generel optrapning af beredskab og materielanskaffelser. Den danske plastindustri leverer allerede komponenter som pansring, kabelføringer, droneudstyr og letvægtsmaterialer til soldaterudstyr, og sektoren vurderes at kunne spille en endnu større rolle i fremtidens leverancer til det danske forsvar.
- Vi oplever i øjeblikket en stigende interesse fra virksomheder, der ønsker at byde ind med deres løsninger til Forsvaret – og det gælder også fra aktører, som ikke traditionelt har været en del af forsvarsindustrien, siger man fra DI Forsvar og sikkerhed.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse deltager på dagen med en præsentation af indkøbsstrategi og samarbejdsmodeller, som er i tråd med regeringens forsvarsindustrielle strategi. Derudover vil deltagerne få mulighed for at netværke og etablere kontakter i en branche, der i stigende grad efterspørger innovation og specialiserede materialeløsninger – et område, hvor danske plastvirksomheder står stærkt.