Et Randers-baseret selskab, der producerer skudsikre veste og hjelme til politi og militær i mere end 30 lande, har sikret sig en international investor.
Protection Group Danmark (PGD) indgår et partnerskab med investeringsfirmaet Foreman Capital. Kapitaltilførslen skal styrke produktionen på Holger Danskes Vej i Kristrup, udvide organisationen og accelerere udviklingen af nye produkter.
- Hos PGD har vi altid fokuseret på kvalitetsprodukter og vigtigheden af at opretholde vores agilitet, selvom virksomheden vokser. Vi er meget glade for, at vi med Foreman har fundet en investor og partner, der deler vores værdier, siger Jonas Olesen, direktør og grundlægger af PGD til Randers Amtsavis.
PGD har de seneste år oplevet markant vækst. Resultatet før skat landede i det seneste regnskab på 16,9 millioner kroner, en stigning fra 9,7 millioner året før. Ifølge Foreman Capital er målet nu at understøtte virksomhedens internationale ekspansion, mens PGD selv understreger, at kerneforretningen forbliver uændret med fokus på certificeret kvalitet og hurtig levering.