Dansk Emballage og AST udvider samarbejdet

Dansk Emballage og den tyske emballageproducent AST Group udvider samarbejdet, som fremover skal sikre hurtigere levering, tættere kundekontakt og øget bæredygtighed i Skandinavien.
Dansk Emballage bliver nu officiel og eksklusiv logistik- og distributionspartner for AST Group i Skandinavien.
- Vi har med succes arbejdet sammen med AST Group i mere end 28 år, og vi er begejstrede for at styrke og udvide vores aftryk i Skandinavien endnu mere sammen, siger Martin Schack Staffeldt, administrerende direktør for Dansk Emballage, i en pressemeddelelse.
Det udvidede samarbejde betyder blandt andet kortere leveringstider og fast produkt-tilgængelighed for kunder i regionen. Ifølge de to virksomheder er det et skridt, der skal sikre bedre reaktionstid på markedets behov og skabe større nærhed til kunderne.
Udbygget kapacitet
Samtidig investerer parterne i udbygning af genanvendelseskapaciteten i Danmark. Det sker som led i ambitionen om at understøtte den cirkulære økonomi og reducere klimaaftrykket.
Dansk Emballage driver i forvejen retursystemet Plastretur.nu, som ifølge virksomheden lever op til EU’s kommende PPWR-reguleringer.
- Dette styrkede partnerskab er et klart signal om vores fælles strategi: at kombinere bæredygtighed, nærhed og pålidelighed for vores kunder i Skandinavien, siger Jörg Strohmann, administrerende direktør i AST Group.
Dansk Emballage har samarbejdet med AST Group i over 28 år og har to lokationer i Danmark. Herfra håndteres blandt andet lager, opsamling og regional distribution af emballage for hele Norden.