Skånsk virksomhed fordobler kapacitet: Mælkekartoner fra Danmark er en del af planen

Den skånske virksomhed Recoma, der har specialiseret sig i at fremstille byggeplader af blandt andet brugte drikkekartoner, udvider nu med en ekstra produktionslinje til genanvendelse.
Investeringsstøtte fra Tetra Pak gør udvidelsen af produktionskapaciteten mulig. Men der bliver også større mulighed for at optimere materiale-anvendelsen i fremstillingsprocessen. Blandt andet får man bugt med en nøgleudfordring, nemlig at genanvende PolyAl, de tynde lag af polyethylen og aluminium i kartoner, som ofte er vanskelig på grund af fugt.
For at tackle fugtigheden og øge effektiviteten investerer Recoma i en højtydende tørreenhed til både den nye og eksisterende produktionslinje, fortæller Max Rosengren, adm. direktør i Recoma.
- Investeringen i en ekstra produktionslinje er et vigtigt skridt i opskaleringen af vores aktiviteter. Ved at øge vores kapacitet og forbedre materialebehandlingen ønsker vi at sikre en stabil forsyning af byggeplader i høj kvalitet, som matcher behovet i det nordiske marked, siger Max Rosengren.
Tetra Pak
Tetra Pak er en verdensledende virksomhed inden for fødevareforarbejdning og emballage-løsninger.
Virksomheden er til stede i flere end 160 lande og har flere end 24.000 ansatte over hele verden.
Kilde: Tetra Pak
Byggeplademateriale fra hele Norden
Recomas byggeplader fremstilles af en blanding af PolyAl, hele mad- og drikkekartoner og restmaterialer fra produktion.
PolyAl’en kommer fra et anlæg i Polen, mad- og drikkekartonerne kommer fra Sverige. Der er planer om at inddrage materiale fra Danmark og Norge i fremtiden.
- Dette samarbejde er en mulighed for at styrke løsningerne til materialegenanvendelse i Sverige. Ved at støtte Recomas opskalering bidrager vi til en øget udnyttelse af brugte mad- og drikkekartoner og PolyAl til nye anvendelser, siger Gustav Askman, der er bæredygtighedschef hos Tetra Pak.
Tetra Pak støtter initiativet med en investering på 300.000 euro, hvilket svarer til ca. 2.2 mio. kr.
Investeringen skal sikre installationen af tørreenheden og i sidste ende er målet at opnå, at en specificeret mængde PolyAl genanvendes i løbet af de næste tre år. Investeringen gør det nemlig muligt for Recoma at gå fra at behandle 5.000 ton til 10.000 ton affald om året.
Fordoblingen af kapaciteten og installationen af det nye tørreanlæg er planlagt til sommeren 2025 på Recomas anlæg i Hässleholm.
Recoma
Byggesektoren står for omkring en femtedel af Sveriges samlede CO₂-udledning og for en tredjedel af alt affald, hvoraf en betydelig del kommer fra produktion af materialer.
Recoma adresserer dette ved at omdanne brugte materialer til slidstærke byggeplader, som i følge producenten er et praktisk, omkostningsneutralt og bæredygtigt alternativ til krydsfiner og andre traditionelle plader – og som samtidig har bedre akustiske egenskaber.
Livscyklusanalyser af Recomas produkter viser en CO₂-reduktion på 80–90 procent (GWP/CO₂e) sammenlignet med konventionelle byggematerialer.
Kilde: Recoma