23948sdkhjf

AddiThy: 3D-print skaber nye muligheder for fremtidens produktion

AddiThy tilbyder ikke blot en simpel 3D-printservice. Virksomheden skiller sig ud ved at være med hele vejen fra designfasen til produktion af det færdige produkt

AddiThy er en ny og ambitiøs spiller på markedet for additive manufacturing – også kendt som 3D-print. Siden Thy-virksomhedens opstart i marts 2024 har AddiThy arbejdet på at få flere virksomheder til at se mulighederne i 3D-print. Blandt andet til prototyper og produktionsoptimering. Gennem medlemskabet i Plastindustrien håber direktør og grundlægger Niklas Elowsson at kunne skabe et stærkt netværk og opbygge flere gode relationer i branchen.

- Vi er mere end bare en printservice. Vi kan levere den samlede pakke. Når vi får stillet en problemstilling, ser vi både på design, printning og serieproduktion. Vi rådgiver også om, hvilket materiale der er bedst til opgaven, og vi sørger for, at det færdige produkt opfylder alle krav og specifikationer, forklarer han.

Vil ændre opfattelsen af 3D-print

Trods en stærk start har AddiThy også mødt udfordringer, som mange virksomheder i vækst vil kunne nikke genkendende til.

- Vores største udfordring er at overbevise kunderne om, at de skal satse på 3D-print. Mange har stadig en opfattelse af, at 3D-print kun kan bruges til hobbyprojekter eller små prototyper, men det kan så meget mere. 3D-print kan faktisk være både hurtigere og billigere end traditionelle fremstillingsmetoder, især når det kommer til produktion af mindre serier eller tilpassede komponenter, forklarer Niklas Elowsson.

AddiThy tilbyder avancerede løsninger til virksomheder, der ønsker at optimere deres produktionslinjer eller udvikle nye produkter hurtigt og effektivt. Her kan 3D-printteknologien være med til at reducere omkostninger og øge effektiviteten i produktionsprocessen.

- Vi kan levere alt fra hurtige, billige prototyper til større serieproduktioner på op til flere tusinde enheder ad gangen, siger Niklas Elowsson.

Vil printe store emner

Inden han grundlagde AddiThy sammen med en kammerat, arbejdede Niklas Elowsson med marketing og animation og som konsulent i 3D-print hos andre virksomheder. Det gav ham idéen til at starte AddiThy. Selvom virksomheden kun har eksisteret i et halvt års tid, går fremtidsambitionerne allerede på større projekter og nye markeder.

- I fremtiden håber vi at kunne printe endnu større emner. Vi taler om en størrelse på 5-6 meter. Vi arbejder allerede på nye prototyper, som for eksempel en lille møbelkollektion af 3D-printede møbler i genanvendt plast, som vi planlægger at sælge via en webshop. Vi kan allerede se, at blandt andet Sverige har et stort marked for 3D-printede møbler, fortæller han.

På den korte bane oplever AddiThy allerede en stigende interesse fra større virksomheder, som ønsker at bruge 3D-print i deres produktionsprocesser. Men der er stadig behov for at udfordre opfattelsen af, hvad 3D-print kan bruges til, og vise, hvordan det kan være et værdifuldt værktøj i den moderne produktion, forklarer Niklas Elowsson.

- Nu glæder vi os til at se, hvad vores medlemskab af Plastindustrien kan bruges til. Forhåbentligt kan vi hjælpe andre virksomheder med vores viden om 3D-print og også selv lære noget. Sammen kan vi forhåbentlig ændre opfattelsen af 3D-print.

Medejer med stor erfaring

Geert Skovsgaard, direktør hos Salling Plast, er medejer af AddiThy og var begejstret over muligheden for at støtte to unge iværksættere med en lovende forretningsidé.

- Når man møder et par unge, ihærdige og vedholdende iværksættere, som er villige til at satse det hele på den gode ide, så har man efter min opfattelse en forpligtelse til at skubbe på og give en hånd i ryggen, hvis man ellers har noget at byde ind med. Da jeg selv i sin tid trådte ud på den tynde is som selvstændig for mange år siden, kunne jeg godt have brugt lidt mere grundig sparring og lidt livserfaring til at sætte tingene på sporet allerede i starten. Og så er det superdejligt at opleve den energi og gejst som et par unge mennesker med en forretningsplan i hovedet og masser af gå-på-mod og energi kan udrette. Jeg glæder mig til at følge dem på sidelinjen i de kommende år, siger han.

Geert Skovsgaard har støttet AddiThy gennem sparring og rådgivning, men understreger, at Niklas Elowsson og hans partner Tobias Ravnholt selv har drevet projektet fremad med deres energi og gå-på-mod.

Et spændende samarbejde med Plastindustrien

Som nyt medlem af Plastindustrien ser AddiThy frem til at blive en del af et stort og stærkt netværk inden for plastproduktion.

- Plastindustrien er en vigtig platform for os, hvor vi kan udvide vores netværk og samarbejde med andre medlemmer om nye løsninger, siger Niklas Elowsson.

Denne artikel er oprindeligt bragt som en del af Plastindustriens sider i Magasinet Plastforum den 27. september 2024.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297