23948sdkhjf

Hvilke kompetencer skal vi satse på?

LEDER: I takt med at Plastindustrien udvikler sig, skal vi huske, ikke blot at følge med, men også aktivt forberede os på fremtiden. På Plastdagen i maj præsenterede vi Plastindustriens nye strategi ’Plastens bidrag til et cirkulært samfund.’ 

Et centralt tema i den nye strategi handler netop om fremtiden. Om hvilke kompetencer der er brug for i fremtidens plastindustri og om det kompetenceløft, som vil være nødvendigt for at sikre, at vores branche kan fortsætte med at være konkurrencedygtig og innovativ.

Nutidens og fremtidens behov for kompetencer kræver, at vi allerede nu begynder at kortlægge, hvad vores medlemmer har brug for.

Derfor tager vi nu første skridt i retning af at lave en omfattende analyse, som skal afdække både de nuværende og fremtidige behov for fagligheder og teknologier. Analysen skal ikke blot være et øjebliksbillede, men gerne en grundlæggende guide til, hvordan vi som branche kan udvikle og tilpasse os. Det er afgørende, at vi modtager input fra virksomhederne, så vi får et klart billede af, hvilke kompetencer og erfaringer, der er brug for nu, og hvilke teknologier og færdigheder vi eventuelt skal forberede os på i fremtiden.

Vi skal være skarpe på uddannelserne

En tæt dialog med fagskolerne og vores medlemsvirksomheder bliver afgørende, når vi efterfølgende på baggrund af analysen skal indrette og forme uddannelserne. Vi er nødt til at blive skarpere på, hvad uddannelserne skal indeholde, og hvordan de skal udformes, for bedst muligt at imødekomme virksomhedernes ønsker. Denne viden skal vi bringe videre ind i de politiske udvalg, der arbejder med rammerne for fremtidens uddannelser.

Det handler ikke kun om at udvikle konkrete uddannelser – det handler også om at forstå og forudse de mange forskellige kompetencebehov, der opstår i en stor og dynamisk branche som vores. Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien

Men det handler ikke kun om at udvikle konkrete uddannelser – det handler også om at forstå og forudse de mange forskellige kompetencebehov, der opstår i en stor og dynamisk branche som vores. Fra klassiske plastdiscipliner som sprøjtestøbning og ekstrudering til nye teknologier som AI og 3D-print, som nu er ved at blive integreret i plastmageruddannelsen. Hvordan arbejder vi med temaer som f.eks. bæredygtig design og cirkulær produktion? Hvordan får vi introduceret og vedligeholdt viden om ny teknologi i produktionsudstyret?

I dette nummer af Magasinet Plastforum kan du læse et portræt af et af Plastindustriens nye medlemmer, virksomheden AddiThy, der fortæller om potentialet ved at bruge 3D-print i produktionen – et eksempel på, hvordan nye teknologier er med til forme fremtidens kompetencebehov.

Vi kan også se muligheder i at inkludere andre fagligheder i plastmageruddannelsen, eksempelvis med fokus på genanvendte materialer og grøn omstilling. Samarbejdet mellem forskellige uddannelser, såsom plastmagere, værktøjsmagere og måske endda industriteknikere, er også noget vi skal arbejde på og styrke.

Nødvendigt samarbejde

Heldigvis har vi allerede gode erfaringer med samarbejde mellem forskellige fagområder, blandt andet gennem vores deltagelse i DM i Skills, hvor plastmager- og værktøjsmagerbranchen de seneste to år har deltaget med en fælles udstilling.

Den form for samarbejde er ikke kun ønskværdigt, men også nødvendigt, hvis vi skal kunne imødekomme fremtidens behov. Det er op til os selv som branche at sikre, at vi har de nødvendige kompetencer til at fortsætte med at være en drivkraft for innovation og kreativitet.

Så lad os tage fat på opgaven med engagement og et ønske om at forme fremtiden. Vi står overfor en spændende periode, hvor vi sammen kan være med til at sikre, at plastindustrien forbliver en stærk og relevant del af dansk erhvervsliv.

Thomas Drustrups indlæg er også bragt i Magasinet Plastforum, der udkom fredag den 27. september 2024.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063