23948sdkhjf

Vingerne kan genanvendes – men det kræver efterspørgsel

Med projektet DecomBlades er vindindustrien et skridt nærmere cirkularitet. Men det kræver, at der også kommer gang i efterspørgslen, lyder det fra parterne bag

Glasfibre fra udtjente vindmøllevinger kan bogstaveligt talt kan få ny luft og genbruges til fremstilling af højkvalitetsfibre til nye vinger. Men det kræver, at efterspørgslen på de genanvendte materialer kommer op i gear.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Energy Cluster Denmark, der sammen med en række andre projektpartnere har stået bag innovationsprojektet DecomBlades.

Ved hjælp af et at storskala pyrolyseanlæg er parterne lykkedes med at separere glasfibre ud af vindmøllevinger i en kvalitet, så de kan indgå som råmateriale i produktionen af højkvalitetsfibre til nye vindmøllevinger, men den tekniske løsning kan ikke stå alene.

Der skal en efterspørgsel til, for at vingerne ikke bare snurrer rundt, mens de sidder på møllen, men også indgår i et cirkulært kredsløb, og den skal et materialepas, som DecomBlades-projektet har udviklet, hjælpe med at sikre.

- Materialepasset er resultatet af et stærkt samarbejde i DecomBlades-konsortiet, men har også tilslutning fra vingeproducenter uden for konsortiet. Dermed sikres implementering af standadiserede materialepas i vindindustrien. Det er virkelig stærkt, siger John Korsgaard, Senior Director i LM Wind Power og formand for DecomBlades-konsortiet

Materialepasset indeholder information om hvilke materialer, der er anvendt og deres placering i den enkelte vinge, og det gør det lettere for genvindingsvirksomheder at adskille vingerne, så de enkelte dele kan bruges igen.

Skal selv skubbe på efterspørgslen

Konsortiet tæller udover LM Wind Power også Siemens Gamesa Renewable Energy og Vestas, men materialepasset har aktuelt tilslutning fra producenter som Nordex, Acciona, GE Vernova og Enercon, oplyser Energy Cluster Denmark.

- Det giver en tro på, at vinger i fremtiden kan bortskaffes på en bæredygtig måde, og at vi for alvor kan komme tættere på en cirkulær økonomi, siger John Korsgaard.

For også her bliver opbakningen fra en samlet industri afgørende.

- Vi har demonstreret i projektet, at vindmøllevinger kan genanvendes til fremstilling af nye vindmøllevinger. Men det skaber ikke i sig selv grundlaget for forretning i underleverandørkæden, siger John Korsgaard og fortsætter:

- Det skal vi som producenter selv være med til at etablere ved at efterspørge genanvendte produkter. For at kunne genanvende udtjente vindmøllevinger effektivt er det vigtigt, at de bliver adskilt i fraktioner, som kan anvendes i underleverandørkæden. Det kan materialepasset hjælpe med til, siger John Korsgaard.

Og set fra næste led i værdikæden vil materialepasset bringe stor værdi, mener Sophus Borch, Business Development Manager i HJHansen Recycling Group. Virksomheden er blandt Nordeuropas førende virksomheder indenfor genanvendelse og engagerede sig i DecomBlades for at lette processerne.

- Udfordringen med vingerne er, at de er vidt forskellige – både kemisk og fysisk. Det påvirker logistikken, den videre forarbejdning og forretningspotentialet af råstoffet, siger han og fortsætter:

- Vi har ikke brug for at kende alle detaljer, men dimensioner og den groveste sammensætning gør meget ved det. Det kan materialepasset løse. Det er en varedeklaration, som gør det nemmere for os og for kunderne, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.318