Kan man i Låsby drive en produktion af sikkerhedsgitre til børn, når to af ens største konkurrenter for længst har udflaget produktionen til Sydøstasien?
Helt sikkert, mener Søren Pjengaard, administrerende direktør hos BabyDan. Den midtjyske virksomhed producerer sikkerhedsgitre til børnefamilier og har også for få år siden lanceret en produktlinje til hunde. Det er produkter, der indebærer en del traditionelt rørarbejde, hvor en lavere timeløn i Asien har betydning for produktets pris. Samtidig ejer Babydan-koncernen BD Plast, der støber små plastkomponenter og sikkerhedsprodukter til koncernens serier. Det kan være eksempelvis håndtaget på et BabyDan sikkerhedsgitter eller BabyDans multilåse.