23948sdkhjf

Damifo sætter sig på ny landsdel

Efter tilgang af nye modtage- og ressourcestationer på Sjælland, Lolland og det Sydjyske dækker miljøkoncernen Damifo, der ejer et plastsorteringsanlæg i Vojens, nu også Fyn

En af branchens ældste nedriver- og affaldsvirksomheder på Fyn skifter ejer.

Den voksende miljøkoncern Damifo køber nedriver- og entreprenørvirksomheden Genknus & Kabell A/S i Odense.

Parterne har aftalt ikke at oplyse købssummen.

Handlen sker som led i et generationsskifte, hvor stifter- og ejerparret Jette og Lasse Kabell med Lasses dåbsattest fra 1959 begynder at forberede pensionen.

Damifo

Damifo har siden 2014 håndteret tusindvis ton byggeaffald, der i mange tilfælde ville være endt på deponi eller på forbrænding, via sortering og upcycling.

Damifo har hovedkontor og miljøplads med laboratorium i Hedehusene og afdelinger i Borup, Nykøbing F., Ringsted, Rødby og Vojens – og nu også i Odense på Fyn.

Ligesom deres søn og alle 12 medarbejdere fortsætter både Jette og Lasse Kabell i virksomheden, der i forbindelse med salget skifter navn til Damifo Odense A/S og får Martin Johansen som direktør.

Blandt nedrivnings- og entreprenøropgaverne hos det fynske firma er der historisk erfaring inden for store jernbaneprojekter, der genererer meget specialaffald. Siden 1990’erne har virksomheden vundet flere udbud i forbindelse med omdannelsen af de gamle færgearealer, der blev erstattet af Storebæltsbroen.

Derfor er der heller ikke store mængder plast at hente til plastsorteringsanlægget hos nykøbet, siger direktør John Kaldahl til Plastforum.

- Købet af Kabell får ingen indflydelse på vores sortering af plast, da Kabell stort set udelukkende håndterer entreprenøraffald, siger han.

Vækststrategi

Første kontakt mellem Kabell og Damifo blev skabt i 2018, men andre opkøb lå først i miljøkoncernens vækststrategi.

- I 2018 overtog vi det fælleskommunale Dansk Affald A/S i Vojens. Efter massive investeringer kunne vi fire år senere indvie Danmarks første plastsorteringsanlæg, hvor 100 pct. genanvendelse af plast blev muliggjort, fortæller adm. direktør John Kaldahl fra Damifo og fortsætter:

- Efter en kort corona-forsinkelse rykkede vi i 2021 ind på Refas miljøcenter Gerringe ved Rødby. På et 77.000 kvm stort areal modtager vi i dag erhvervsaffald til sortering og rene affaldsfraktioner til genanvendelse.

Sidste år åbnede selskabet en miljøstation i Ringsted med speciale i asfalt, og senest overtaget firmaet Borup Ressourcecenter ved Køge.

- Nu er de forskellige faciliteter godt kørt ind og organisationen på plads. Og dermed var vi klar til at indlede en seriøs dialog med Jette og Lasse om deres veldrevne virksomhed i Odense, siger John Kaldahl.

Mens Damifos koncernomsætning i 2023 passerede 165 mio., omsætter Genknus & Kabell for ca. 30 mio. på et almindeligt år.

Selskabet mål er at overtage eller åbne flere modtagestationer i de kommende år både i Danmark og i udlandet. Præcis hvor ønsker John Kaldahl ikke at løfte sløret for endnu.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079