23948sdkhjf

Ministerfokus på plast: - Jeg presser på

Magnus Heunicke er draget mod Kenya i dag og deltager i denne uge i FN’s miljøministerforsamling. Ministeren kommer til at have et særligt fokus på plast og rent drikkevand

Den danske miljøminister Magnus Heunicke rejser i dag til Nairobi i Kenya, hvor en del af verdens miljøministre i denne uge holder topmøde.

Hvert andet år mødes miljøministrene i netop Nairobi gennem FN’s miljøprogram UNEP.  På programmet står agendaer som rent drikkevand og plastfrie have.

- Lige nu ser vi et splittet verdensbillede, hvor der er mange forskellige interesser i spil. Men UNEA (FN's miljøforsamling -red) er vigtig, fordi vi her kan samles om kerneopgaver for miljøet på tværs af hele verden. Det er afgørende, at vi sikrer rent drikkevand globalt. Danmark har viden og teknologi på netop det område, som vi naturligvis bringer i spil, siger miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

På losseplads

Den danske brancheforening Plastindustrien har i en række år haft et tæt samarbejde med netop Kenya om cirkulær økonomi, plastgenanvendelse og om en plaststrategi. Og det er kun en måneds tid siden, at Plastindustrien besøgte Nairobi i samme forbindelse.

En tæt pakket uge, der både bød på intense workshops, besøg på lossepladsen Dandora og ikke mindst besøg hos flere spirende virksomheder, der arbejder med plastgenanvendelse, gjorde indtryk på adm. direktør Thomas Drustrup og miljøpolitisk chef Christina Busk.

Det er samme overvældende oplevelse, der i den kommende uge venter Magnus Heunicke.

Miljøministeren skal, udover at drøfte en kommende global plastaftale med FN's miljøministre, nemlig besøge en af Nairobis store lossepladser med fokus på cirkulær økonomi. 

- Der er store mængder plastikaffald, der forurener vores planet. Derfor tager jeg arbejdet med at løse plastikproblemet i en globale aftale meget seriøst, og jeg presser sammen med andre ambitiøse lande på for at vi får en aftale på plads i år, siger miljøministeren Magnus Heunicke.

Plastforum har i dag været i kontakt med miljøministeriet for at høre Magnus Heunicke, hvad han forventer sig af en kommende plastaftale. Ligeledes ville vi gerne have spurgt ind til, hvor betydningsfuld det danske plastsamarbejde med Kenya er for arbejdet med at forebygge plast i havene og generelt for at forbedre plastgenanvendelse globalt.

Desværre er miljøministeren pt. på vej til Kenya og kan derfor ikke besvare vores spørgsmål.

Miljøministeren skal under besøget også besøge et stort marked for genbrug af tekstiler. Her forsøger de at håndtere store mængder importeret brugt tøj fra bl.a. EU, hvoraf en del har en så dårlig kvalitet, at det ender som affald i den nærliggende flod. Miljøministeren har for nylig understreget, at han vil arbejde for at skærpe kontrollen med eksport af tekstilaffald til udviklingslande og for et forbud mod eksport af farligt tekstilaffald.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109