23948sdkhjf

Lego vinder afgørende sejr: -Det er vigtigt for hele erhvervslivet

- Var det sket for en SMV med begrænsede økonomiske ressourcer kunne forløbet let være stoppet ved annullationen af beskyttelsen, siger Mie Nancy Grouleff fra DI om Legos ret til at beholde designbeskyttelse

En tynd Lego-klods med fire knopper i midten har været genstand for en afgørelse ved EU-Domstolen og nu har Lego fået sejren på sin side: De må beholde retten til designet. Det skriver Ritzau.

I 2022 anlagde Delta Sport Handelskontor, der også producerer legetøj, ellers en sag ved EU-Domstolen og nedlagde påstand om annullering af en særlig beskyttelse, der betyder, at andre virksomheder i EU ikke må kopiere legoklodsen.

Det er ikke første gang, at designbeskyttelsen har været truet. Siden 2010 har klodsen været omfattet af designbeskyttelsen, men i 2019 tilbagekaldte Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) beskyttelsen på anmodning af Delta Sport Handelskontor.

I 2021 annullerede EU-retten EUIPO's afgørelse, og det blev til en ny afgørelse om afslag på Delta Sport Handelskontors begæring om ugyldighed. EUIPO fandt på daværende tidspunkt ikke grund til ophævelse af klodsens beskyttelse.

I 2022 anlagde Delta Sport Handelskontor en ny sag i håbet om at få EUIPO's nye afgørelse annulleret.

Dansk Industri mener, at dagens afgørelse ikke kun er en sejr for Lego, men en sejr for hele erhvervslivet.

Dansk Industris 'DI Business' skriver på sin hjemmeside, at ”LEGO-sejr i EU er vigtig for hele erhvervslivet, men at det er bekymrende for SMV’er, hvor hårdt kampen skulle kæmpes.

- Denne sag viser, at LEGO ikke kunne regne med den administrative afgørelse EUIPO kom med i 2019, hvor de annullerede designbeskyttelsen, siger Mie Nancy Grouleff, konsulent i Dansk Industri (DI).

- Det var altså godt, at de tog sagen videre til Retten, for det betød, at EUIPO måtte genoverveje sagen og ende med at give LEGO designbeskyttelse. Det er dybt bekymrende af retssikkerhedsmæssige årsager, at EUIPO tog fejl, siger Mie Nancy Grouleff.

-Det er bekymrende, at man skal hele vejen til EU General Court med en sag som denne af hele to omgange. Var det sket for en SMV med begrænsede økonomiske ressourcer - og som måske møder EUIPO for første gang - kunne forløbet let være stoppet ved annullationen af beskyttelsen, siger Mie Nancy Grouleff.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079